23948sdkhjf

Et misforstået radikalt forsøg på at hjælpe trængt bygningsminister

Af Michael H. Nielsen, direktør i Dansk Byggeri og Søren Dyck-Madsen, Det Økologiske Råd
Den radikale energiordfører, Andreas Steenberg, forsøger tilsyneladende at komme bygningsminister Rasmus Helveg Petersen til undsætning i sagen om den uheldige ageren ved ændringer af krav til vinduers overfladetemperatur i udkastet til nyt bygningsreglement 2015 (BR 2015). Andreas Steenbergs udmelding i Licitationen i fredags bygger desværre på ganske mange fejl.

I Energistyrelsens redegørelse til Folketingets Energipolitiske ordførere skriver Energistyrelsen således: "Det er ligeledes i forbindelse med fastsættelse af kravet i BR10 i 2010 blevet nævnt, at en stramning kunne komme på tale senere, og det er i høringsnotatet til BR10 beskrevet, at man forventede at stramme kravet i 2015."

Energistyrelsen havde endda bestilt et notat fra Danmarks Tekniske Universitet forud for fastsættelsen i BR10. Dette notat pegede på, at temperaturkravet skulle være 12 grader på indvendig side for at modvirke kondens. Deltagerne i det såkaldte partnerskab for BR10, hvor Søren Dyck-Madsen repræsenterede Forbrugerrådet, var da heller ikke i tvivl om, at der skulle strammes i 2015 – til fordel for de danske forbrugere.

Efter vores, vinduesindustriens og sådan set også Energistyrelsens opfattelse blev der givet et løfte om stramning af kravet i 2015. Det er således faktuelt forkert, når det af Licitationen fremgår, at vinduesbranchen ikke var blevet stillet stramninger af temperaturkravet på 9.3 grader i udsigt.

Kravet om en indvendig minimumstemperatur er alene begrundet med hensynet til at mindske problemerne med fugt i vinduer, og dermed også problemerne med mug og skimmel. Kravet skulle således højne forbrugernes komfort ved montage af nye vinduer. Så når Andreas Steenberg taler om, at der ikke spares CO2, så kan vi kun opfatte det som et forsøg på at krybe udenom sagens kerne, nemlig at et temperaturkrav på 11 grader simpelthen vil forbedre komforten i danske bygninger.

Energistyrelsen bestilte forud for BR15 en rapport fra Steensen og Varming om temperaturforholdene på indvendig side af vinduer. I denne rapport siges det entydigt, at det kun er et temperaturkrav, som direkte vil mindske risikoen for kondens. Samme rapport peger på, at et temperaturkrav både er let for forbrugerne at forstå, og at det er administrativt simpelt at eftervise ifølge vinduesproducenterne selv.

At Andreas Steenberg beskylder vinduesproducenterne for "bare" at ville holde andre vinduer ude af det danske marked er derfor helt skudt ved siden af. Vinduesbranchen ønsker tværtimod at sikre, at kvalitetsvinduer med gode varme rammer og karme kan sælges i en fair og lige konkurrence. De omtalte 11 grader er administrativt let at dokumentere, så udenlandske vinduer vil ikke have problemer hermed, ligesom de 9,3 grader i BR10 jo er anerkendt af EU-kommissionen, som ikke finder, at det skulle udgøre en teknisk handelshindring.

Vi er derfor glade og stolte over, at den danske vinduesindustri har forstået budskabet fra BR10 og gennem innovation forbedret deres vinduer, så de nu kan overholde et indvendigt temperaturkrav på 11 grader. Selv Velfac, hvis ønske om fortsat at sælge "gamle" vinduer, som ikke kan overholde kravet, er årsag til hele miseren, har jo også udviklet et vindue, som godt kan overholde kravet.

Så vi kan kun opfordre til, at få vedtaget et minimumskrav til indvendig temperatur på vinduer på 11 grader i BR15. Til gavn for forbrugerne, for vinduesproducenterne, for arbejdspladser og for eksportmuligheder.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078