Malerbranchen ser på arbejdsmiljøet
Malerforbundet, Danske Malermestre og AutoBranchens ArbejdsgiverForening er på vej med et projekt, der skal kortlægge det psykiske arbejdsmiljø i malerbranchen
Det spørgsmål forsøger Malerforbundet, Danske Malermestre og AutoBranchens ArbejdsgiverForening (ABAF) i samspil at få et svar på.
Beslutningen om at kortlægge malerbranchens psykiske arbejdsmiljø har ifølge forbundssekretær i Malerforbundet og tovholder på projektet Tonny Olsen flere årsager.
- For det første er det et område, der er kommet mere fokus på, siger han og understreger, at det blandt andet fylder linjer i regeringens arbejdsmiljøstrategi frem mod 2020.
- For det andet er malerfaget i skarp konkurrence med andre brancher om at tiltrække arbejdskraft, og her spiller trivsel selvfølgelig en rolle for, hvor attraktiv branchen er at gå ind i, fortsætter han.
Ingen generelle problemer
Tonny Olsen afviser, at branchen generelt er præget af et dårligt psykisk arbejdsmiljø, og at det har ført til undersøgelsen, men indrømmer, at den selvfølgelig ikke helt kan se sig fri.
- I stort set samtlige brancher har man visse steder udfordringer med det psykiske arbejdsmiljø, siger han.
Den betragtning er Danske Malermestre enig i.
- Der er selvfølgelig nogle steder, hvor der er noget at tage fat i, men vi føler egentlig ikke, at der generelt er et problem med arbejdsmiljøet, siger Søren Christoffersen, chefkonsulent i Danske Malermestres arbejdsmiljøafdeling.
Han fremhæver, at det handler om at være på forkant, og at medarbejder- og arbejdsgiversiden kan være uenige om nok så mange ting - men ikke om nødvendigheden og betydningen af et godt arbejdsmiljø.
- Det har betydning for hele virksomheden - ikke kun for medarbejderne, siger han.
Mette Møller Nielsen, formand for Branchearbejdsmiljørådet for Bygge & Anlæg er enig i, at det er vigtigt at forholde sig til, hvordan man arbejder sammen. Hun peger på, at der ikke synes at være lavet en-til-en undersøgelser af det psykiske arbejdsmiljø, som den malerbranchen er på vej med, men at der på et mere overordnet plan er en stor viden om arbejdsmiljøet i bygge- og anlægsbranchen.
- Med den viden vi har om psykisk arbejdsmiljø står det klart, at det ikke er dér, skoen trykker mest. Det er ikke på samme måde et problemområde som for eksempel nedslidning og ulykker, siger Mette Møller Nielsen og peger på, at sproget i byggebranchen er anderledes end i mange andre brancher, og at man synes at klare tingene på en mere kontant måde.
- Man går ikke og dyrker problemerne, siger hun.
13 virksomheder deltager
Når det gælder kortlægningen af malerbranchens psykiske arbejdsmiljø skal projektet køre over otte måneder med deltagelse fra syv bygningsmalervirksomheder og seks autolakeringsvirksomheder, der alle vil få besøg af en ekstern konsulent, som jagten lige nu er gået ind på at finde, fremhæver Tonny Olsen og Søren Christoffersen.
Konsulenten vil interviewe fem-seks medarbejdere i hver virksomhed om det psykiske arbejdsmiljø og på baggrund af svarene udarbejde en rapport, der skal komme med klare anvisninger på, hvad der kan gøres bedre, og hvordan de mulige forbedringer eventuelt kan implementeres i et uddannelses- og læringsperspektiv.
- Så snart konsulenten er fundet, vil vi så småt starte op. Jeg vil tro, at vi går i gang i løbet af foråret, siger Tonny Olsen.
Hele projektet er finansieret af Malkom - Malerfagets Kompetencecenter.