Op i høet lille mor nu skal vi bygge!
En trussel om lukning af den lokale skole har fået Nordvestjysk entreprenørfirma til at sælge byggegrunde med en pristrappe afhængig af antallet af bygherres børn
Så er den lokale entreprenørvirksomhed Sennels Entreprenør & Maskinstation A/S klar til at reducere prisen på den byggemodne grund, hvis bygherren møder med en større eller mindre børneflok. Eller er klar til at arbejde for sagen og sætte nye verdensborgere i verden. Jo mere yngel, jo billigere byggegrund.
- Vi er klar med helt gratis grunde, hvis nogen opfylder betingelserne. Men så skal de nok snart overveje en tur i høet. Det kræver 22 børn mellem nul og ti år at få en byggegrund helt gratis. Vi stiller ganske vist ikke krav om, at det nødvendigvis skal være med samme kone, men alligevel smiler Jesper Møller.
Han er den yngre generation i familiefirmaet i Sennels og tegner sig selv for en børneflok på fire. Senior hedder Leif Møller, og foruden makkeren i Sennels Entreprenør & Maskinstation, Jesper, har firmaets grundlægger yderligere to sønner. Småtteri i forhold til, hvad Leif Møllers forældre præsterede: Et helt fodboldhold med 12. mand.
- Vi vil gerne belønne unge mennesker med initiativ og lyst til at sætte børn i verden. Derfor sælger vi byggegrunde her i Sennels for 350.000 kroner med kloak- og el-tilslutning og med tilbagebetaling af 25.000 kr. pr. barn mellem nul og ti år for de to første børn og derefter 15.000 kroner pr. barn. Så hvis der skal bygges hus, anbefaler vi en tur i høet, siger Jesper Møller med et nordvestjysk grin.
Flere børn
Der har været tale om at lukke seks-syv skoler rundt om i kommunen.
- Sennels Skole har figureret i både en Plan A og en Plan B for skolelukninger. Der går omkring 120 børn i skolens seks klasser og børnehaven. Det er jo ikke rimeligt, at alle de små mennesker skal sendes ind til en skole i Thisted. Derfor fostrede min far ideen om at sælge byggegrunde med børnerabat, forklarer Jesper Møller.
- Den megen debat om centralisering og skolelukning har afstedkommet en masse seriøse arbejdsgrupper i Sennels. Vi har rigtig mange gode kræfter i byen, og Sennels har faktisk lavet en model for, hvordan hele Thy kan fungere på skoleområdet. Vi vil udvikle i stedet for at afvikle, siger Leif Møller.
Han lagde grunden til Sennels Entreprenør & Maskinstation A/S for godt 50 år siden. Leif Møller var karl på en lokal gård og havde fået sig et traktorkørekort. Så i 1964 startede han som blot 16-årig sin egen landbrugsmaskinstation og begyndte at køre møg ud for lokale bønder. Læsset med håndgreb.
- Allerede i 1970erne lavede vi lidt udgravninger til huse og noget kloakarbejde med et par rendegravere. Så kom der en gummiged til, og samtidig med at vi lavede mindre landbrugsarbejde, kom der hele tiden mere entreprenørarbejde til, fortæller Leif Møller.
Sønnen Jesper kom med ind i det daglige arbejde, og han lægger ikke skjul på, at han er mest til entreprenør-delen.
- Fra år 2000 begyndte vi at byde ind på offentlige licitationer, og i dag ligger 70 procent af vores omsætning på entreprenørarbejde. I øjeblikket er vi i gang med jord- og kloakarbejde til 14 rækkehuse i Mårslet ved Aarhus, fortæller Jesper Møller.