Tysk forsinkelse af Femern-jernbane
Tyskerne vil bygge helt ny jernbane fra Femerntunnelen til Lübeck - forsinker elektrificeringen
Først tre år efter tunnelens ibrugtagning, vil de tyske jernbaneanlæg være færdige.
Det fortæller transportminister Magnus Heunicke (S) i et notat til Folketingets transportudvalg. Det sker på baggrund af en orientering, som den danske transportminister har fået fra sin tyske kollega, forbundstransportminister Alexander Dobrindt fra CSU.
Ny linjeføring
Baggrunden for forsinkelsen er, at tyskerne har besluttet at etablere to nye jernbanespor, hvor det i de oprindelige planer var udbygning af den eksisterende jernbane. Den ny jernbane vil på store stræk få ny linjeføring og komme uden om en række småbyer. De nye planer indebærer antageligt, at den eksisterende bane ikke skal elektrificeres på de strækninger, hvor der skal bygges ny bane.
"Det er derfor sandsynligt, at elektrificeringen af de tyske jernbanelandanlæg bliver forsinket i tre år i forhold til i traktaten", skriver Magnus Heunicke til transportudvalget med henvisning til den traktat, som Danmark og Tyskland indgik i 2008.
Den forudsatte, at elektrificeringen skulle være klar på begge sider af Femern Bælt, når forbindelsen åbnede.
Alvorlig forsinkelse
En forsinkelse af den tyske elektrificering er ifølge trafikforsker Per Homann Jespersen fra RUC alvorlig.
- Det her er noget, som for jernbanedelen betyder, at hele projektet bliver forsinket, siger han til DR Nyheder.
Forsinkelsen vil betyde, at godstogstransport mellem Skandinavien og Centraleuropa i yderligere tre år skal sendes over Storebælt og Jylland.
Det ærgrer Jan Wildau fra DB Schenker Rail, der står for omkring 80 procent af den danske godstogstransport.
Det er Deutsche Bahn, der har ansvaret for planlægning og projektering af udbygningen af jernbanestrækningen mellem Puttgarden og Lübeck.
Der skulle have foreligget en ny plan for udbygningen inden udgangen af 2014, men planen er blevet forsinket og vil ifølge den tyske forbundstransportminister først ligge klar i denne måned.
- Når Deutsche Bahns plan foreligger, forventer jeg, at det vil være muligt at vurdere, hvordan trafikafviklingen i perioden fra 2021 til 2024 skal foregå, herunder i lyset af en eventuel manglende elektrificering. Jeg har iværksat en belysning af de mulige konsekvenser af det nye færdiggørelsestidspunkt, men en nærmere vurdering afventer, at Deutsche Bahns nye plan foreligger, skriver Magnus Heunicke til transportudvalget.
Han oplyser, at han forventer at mødes med sin tyske kollega i næste måned og drøfte konsekvenserne af en forsinkelse af de tyske jernbanelandanlæg.