23948sdkhjf

Rådgiver øger satsning på havne

Danskprojekteret olieterminal i Cypern cementerer rådgivervirksomheden Niras’ rolle i ambitiøse havneprojekter. Næste stop er Mombasa i Kenya
Rådgivningsvirksomheden Niras opgraderer sine havneaktiviteter rundt om i verden.

Niras har de seneste år projekteret og arbejdet med en pier til en større havneterminal til import af olieprodukter. Havneterminalen - der netop er blevet klar til drift - ligger i Cypern ved den sydlige middelhavskyst, tæt på byen Vasilikos.

Virksomheden fik opgaven af Vitol Tank Terminal International, der er et datterselskab i den internationale virksomhed Vitol.

Terminalen bliver knudepunkt for importaktiviteter for rederierne Aframax’ og Suezmax’ olietankere samt re-eksporten af olieprodukterne i mindre tankskibe til landene i Middelhavsregionen.

Væsentligt klogere

Christian Paulsen, der er forretningschef i Niras, kalder opgaven både spændende og lærerig.

- Vi er blevet væsentligt klogere, siden vi begyndte og har høstet erfaringer, som vi nu drager nytte af på andre projekter, som i Kenya, hvor vi er med til at omlægge en gammel olieterminal i Mombasa, siger Christian Paulsen.

Han tilføjer, at specielt kompleksiteten i design af olierørledninger og samspillet mellem stål og pipeline har været lærerigt.

- Desuden ligger Cypern i et jordskælvsområde, så det stiller store krav til bæringer og lejringer, siger Christian Paulsen.

Hovedelementerne i projektet er den 1.800 meter lange pier, der giver adgang til fire liggepladser. Pieren er understøttet af et større pæleværk, og vanddybden ved liggepladserne er på 15-20 meter.

Mange ydelser

Pieren, der giver adgang til liggepladserne, er projekteret med en overbygning bestående af ståldragere med 45 meter spænd, der understøttes af pælefundamenter med rørformede stålpæle samt pæleåg af jernbeton.

Niras fik kontrakten i forbindelse med et internationalt udbud, og ydelserne omfatter planlægning, hydrauliske analyser samt projekterings- og licitationsydelser.

Havneterminalen skal være i drift hele året rundt. Når det drejer sig om en terminal på åbent hav som ved Vasilikos, udgør det en stor udfordring.

Derfor indeholder vores ydelser omfattende undersøgelser af manøvre simuleringer, skibsbevægelser, fortøjninger og stilstandsperioder, fortæller Christian Paulsen, der også fremhæver, at hele projekteringen af Cypern-projektet er tegnet i 3D og med brug af såkaldt BIM - Bygnings Informations Modeller.

- En arbejdsmetode, som vil blive mere og mere indarbejdet, siger han.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.107