23948sdkhjf

Billigere overenskomst for nye virksomheder

Dansk Håndværk vil på tærsklen til overenskomstforhandlinger med 3F gøre det mere attraktivt for uorganiserede virksomheder at blive omfattet af overenskomst
Arbejdsgivere og lønmodtagere er enige om, at unfair konkurrence fra uorganiserede virksomheder og udenlandsk arbejdskraft er et stort problem, som man meget gerne skal finde nye redskaber imod.

På tærsklen til overenskomstforhandlingerne mellem Dansk Håndværk og Byggegruppen i 3F om byggeoverenskomsten for cirka 800 små og mellemstore virksomheder er parterne imidlertid ikke enige om, hvilke redskaber der kan komme på tale.

- For os handler det om at få flere af de uorganiserede ind i folden, så de bliver omfattet af overenskomsten. Det mener vi, begge parter bør have en klar interesse i. Derfor kunne vi forestille os nogle overgangsbestemmelser for nye medlemsvirksomheder. Ikke mindst er det en stor udgift, hvis en ny medlemsvirksomhed fra det ene øjeblik til det andet skal betale fuldt pensionsbidrag til medarbejderne. Derfor kunne en optrapningsordning i pensionsindbetalingen, som det kendes på industriens overenskomster, være en mulighed.

Det siger Morten Frihagen, der fredag blev udnævnt som direktør i Dansk Håndværk efter at have været konstitueret leder af organisationens sekretariat de seneste fire måneder.

Det er imidlertid ikke et ønske, som arbejdsgiverorganisationen skal forvente at komme igennem med.

- Vi er enige i målet om at få organiseret flere virksomheder, og jeg kan godt forstå tankegangen, men det er ikke holdbart, at nogle virksomheder skal betale mindre i pension end andre. Det siger jo samtidig sig selv, at nogle af vores medlemmer vil få mindre ind på pensionskontoen ved at være ansat i nyindmeldte virksomheder. Det er der ingen rimelighed i, siger Kim Lind Larsen, formand for Byggegruppen i 3F.

- Vi har for flere år siden taget stilling til, at der i alle byggeriets overenskomster er fuld pensionsindbetaling fra første dag uden krav om en vis anciennitet. Det er sket ikke mindst fordi vi i byggeriet har hyppige jobskift, siger han.

Selv uden en pensionsrabat mener Kim Lind Larsen imidlertid, at Dansk Håndværk har en meget attraktiv overenskomst, som bør kunne tiltrække nye medlemsvirksomheder, blandt andet fordi overenskomsten omfatter flere byggefag.

Ønsker tilbageholdenhed

Arbejdsgiverne møder også til forhandlinger med et ønske om økonomisk tilbageholdenhed.

- Vi har ikke lagt krisen bag os, og der hersker stor usikkerhed hos mange virksomheder om den nærmeste fremtid, blandt andet på grund af afskaffelsen af Boligjobordningen. Derfor håber medlemmerne naturligt nok ikke at blive pålagt øgede økonomiske byrder, siger Morten Frihagen.

Her synes Kim Lind Larsen straks mere imødekommende.

- Vi indgik i fjor overenskomst med Dansk Byggeri, som økonomisk var fornuftig, men ikke prangende, og jeg forestiller, at vi taler om den samme økonomiske ramme denne gang, siger han.

Første forhandling i dag

Parterne mødes til første forhandlingsmøde i dag, hvor Morten Frihagen med blot en enkelt dag på posten som direktør får sin ilddåb.

Det er dog ikke noget, der ryster hverken ham selv eller Dansk Håndværks formand, Niels Techen, idet Morten Frihagen, der er 38 år, har været ansat som chefjurist i Dansk Håndværk i tre år, og inden da var jurist i Håndværksrådet.

- Vi kender jo Morten Frihagen som en utrolig kompetent leder, der har arbejdet i huset i adskillige år, og som har en stor tillid hos medlemsvirksomhederne, der er vant til at tale med ham. Han kan også tale SMV’ernes sag i forhold til de politiske emner, vi har fokus på, siger Niels Techen.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.119