Byggenyt
HOLBÆK: Holbæk Kommune har sendt Forslag til Lokalplan 6.13 Affaldshåndteringsanlæg og solenergianlæg ved Audebo med tilhørende kommuneplantillæg, VVM-redegørelse og udkast til miljøgodkendelse i offentlig høring.
Holbæk Kommune har modtaget en ansøgning om tilladelse til at udvide det eksisterende biogasanlæg ved Audebo Affaldshåndteringsanlæg, og lokalplanforslaget er udarbejdet på baggrund af Byrådets ønske om at muliggøre det ansøgte anlæg samt etablering af et solenergianlæg i tilknytning til affaldshåndteringsanlægget. For at fremtidssikre planlægningen muliggør lokalplanforslaget etablering af et biogasanlæg, der er større end det ansøgte.
REGION MIDTJYLLAND
AARHUS: Aarhus Byråd har sagt god for opførelse af to punkthuse på Nørre Boulevard 1B.
Der er søgt om tilladelse til at nedrive det eksisterende enfamiliehus og opføre to punkthuse i tre etager med 18 lejligheder.
ARNBORG: Forslag til lokalplan 79.T7.4 for Svæveflyvecenter Arnborg indstilles endeligt vedtaget til Herning Byråds møde i dag, 27. januar.
Lokalplanen har til formål at muliggøre udvidelse af Svæveflyvecenter Arnborg, herunder opførelse af hangar-, kursus- og andre nødvendige servicefaciliteter samt regulere overnatningsfaciliteter.
STRUER: Struer Byråd holder møde i dag og skal blandt andet tage stilling til frigivelse af 16,6 mio. kroner til fonden "Den selvejende institution Fritidscenter Struer".
Byrådet har tidligere principgodkendt at indgå i finansiering af Fritidscenter Struer med et anlægstilskud på 20 mio. kroner.
Der foreligger nu en endelig plantegning, tidsplan og finansieringsplan for projektet, og fonden ønsker anlægstilskuddet på 20 mio. kroner frigivet. Under forudsætning af byrådets frigivelse af anlægsbudgettet forventes byggestart den 3. juni 2015 og samlet ibrugtagning den 19. december 2016.
REGION NORDJYLLAND
SKAGEN: Frederikshavn Byråd har vedtaget Lokalplan SKA.BE.04.01.01 og et tilhørende kommuneplantillæg endeligt. Vedtagelsen åbner mulighed for, at matrikel nummer 526a Skagen Bygrunde kan anvendes til boligformål.
Området skal anvendes til boligformål, erhvervsmæssig overnatning for eksempel hotel, vandrehjem og lignende, serviceerhverv, liberalt erhverv med mere.