Renovering giver job til den hårde kerne
Ambitiøs renoveringsindsats i Langkærparken ved Aarhus giver arbejde til unge, der tidligere kunne give problemer i lokalområdet
Mellem jul og nytår valgte boligselskabet AL2bolig derfor at indgå aftale med et vagtselskab, der oplevede 12 dages patruljering uden en eneste episode.
Patruljeringen foregik side om side med Natteravnene og de boligsociale medarbejdere.
- De seneste år har der været tiltagende uroligheder i Langkærparken. Ved årsskiftet til 2014 var der 18 indbrud, samt hærværk i form af blandt andet afbrændte skraldeskure. Om det er vagtfolkene eller vores boligsociale indsatser, der har hjulpet i den rigtige retning er ikke til at sige. Men positivt er det, siger Bo Reiff Larsen, lokalinspektør i Tilst.
Renovering giver job
En af de boligsociale indsatser, der har været tale om, knytter sig til det markante kvarterløft og den ambitiøse renovering, som kom på tegnebrættet for seks år siden og som i 2013 førte til en fornem nominering til Renover Prisen, indstiftet af Realdania og Grundejernes Investeringsfond.
Renoveringsarbejdet er stadig i gang, og har ifølge direktør Allan Werge, AL2bolig, skabt en mere positiv stemning i bydelen.
- Om renoveringsarbejdet er den eneste grund til, at vi i år har oplevet markant mindre ballade, er nok så meget sagt, men det har været medvirkende til det, siger han til Licitationen - Byggeriets Dagblad.
- Renoveringen har været med til at skabe arbejde herude, også lokalt blandt flere af unge, der trængte til at få noget fornuftigt at lave. Og vi har ikke oplevet et eneste indbrud på byggepladsen, siger Allan Werge, der tilføjer, at flere af de unge nu er kommet i arbejde direkte på renoveringen og en enkelt som ejendomsfunktionærelev.
En ny erkendelse
- Entreprenørerne og jobcentrene skulle flytte sig og det har krævet hårdt arbejde. Men det lykkedes. Vi jokede forleden med, at vi har fået en ny bande herude. Men nu er de iført arbejdstøj og ikke hættetrøjer. Og jeg fornemmer, at de unge har fået en større forståelse for, at når de ødelægger noget herude, så ødelægger de for eksempel også noget for deres forældre. Men om renoveringen i sig selv får betydning, ved vi først, når den er færdig. En så stor proces sætter jo hele vores afdeling i undtagelsestilstand, siger Allan Werge.
Han tilføjer, at han er meget glad for placeringen i finalefeltet til Renover Prisen, men at der desværre ikke er penge til at lave en superfacade, som den, der blev udført i 2012.
- Til gengæld har projektet - der gav os en superblok - givet en masse gode erfaringer, vi kan bygge videre på, siger Allan Werge.