Fagforeninger skal ind på statens byggepladser
Enhedslisten opfordrer finansministeren til at statslige byggepladser følger Metroselskabets eksempel
Det mener Enhedslisten. Social dumping-ordfører Finn Sørensen opfordrer finansminister Bjarne Corydon (S) til at tage et tilsvarende initiativ på alle større statslige byggeprojekter og på bygge- og anlægsprojekter, hvor statslige virksomheder er involveret.
- Det er en kendsgerning, at der er udenlandsk arbejdskraft på rigtigt mange af vores store offentlige arbejdspladser, og selv om staten og mange kommuner har arbejdsklausuler, så viser virkeligheden, at der er problemer med overholdelse af overenskomsterne. Senest har vi set kæmpeproblemer på en Dong-byggeplads i Fredericia, siger Finn Sørensen.
Han kalder Metroselskabets initiativ et godt skridt i den rigtige retning.
- I skåltaler hylder alle den danske model, men den kræver en høj organisationsprocent, og her har fagbevægelsen en udfordring med den udenlandske arbejdskraft. Derfor vil fagforeningens tilstedeværelse på byggepladserne understøtte den danske model og sikre den udenlandske arbejdskraft indsigt i deres rettigheder, siger Finn Sørensen.
Vidtgående initiativ
Bygherreforeningen mener, at forslaget om fagforeningskontorer på alle store offentlige byggepladser lyder "ret vidtgående".
- Der er en særlig situation på metroprojektet, hvor udenlandske entreprenører benytter udenlandsk arbejdskraft i stort omfang, og hvor Metroselskabet har prøvet en række ting i samarbejde med arbejdsgivere og arbejdstagere. Her har man åbenbart følt, at andre muligheder var udtømte, siger direktør Henrik L. Bang.
- På langt de fleste byggepladser foregår tingene efter bogen, og derfor vil et fagforeningskontor på alle pladser være at skyde over målet. Man bør grundlæggende afpasse initiativer til problemets omfang. Man skal heller ikke være blind for, at den danske model vedligeholdes af arbejdsmarkedets parter, og så vil det måske være lidt vel enøjet at give særlig adgang for den ene part, siger Henrik L. Bang.
Finn Sørensen spørger også finansministeren, om han vil optage drøftelser med KL og Danske Regioner om at gøre tilsvarende på større byggeprojekter, som de har ansvaret for.