23948sdkhjf

Virksomheder ønsker forsyningspligt

Teleselskaberne skal tvinges til at sætte master op i tyndt befolkede områder, mener Arbejdsgiverne, der dermed bakker DF op
Der er opbakning fra arbejdsgiver- og brancheforeningen Arbejdsgiverne til Dansk Folkeparti, der har foreslået, at teleselskaberne tvinges til at sætte flere master op i de tyndt befolkede områder.

Det hæmmer nemlig digitaliseringen i byggebranchen, hvis det mobile bredbånd ikke fungerer.

- Byggeriet bruger mobiltelefonen til blandt andet tidsstyring, materialelister, fakturering og billeddokumentation, men det nytter ingenting, hvis ikke der er ordentlig dækning, og det hæmmer derfor effektiviteten i branchen og gør det svært at drive virksomhed i landområderne, hvor der virkelig er brug for vækst og arbejdspladser, siger Steen Hoeck Klausen, branchechef i Arbejdsgiverne.

Erhvervsstyrelsens kortlægning fra sidste år viste, at 2,1 mio. danskere dagligt bruger deres mobiltelefon til internetadgang. Men 315 af landets 586 postnumre har en dårlig dækningsgrad for det mobile bredbånd.

Det bør politikerne tage fat på, mener Arbejdsgiverne.

- Man har forsyningspligt på vand, el og stationære telefoner. Derfor kunne politikerne overveje, om der ikke også skal stilles minimumskrav til teleselskaberne for det mobile bredbånd. Tiden har jo vist, at deres kommercielle interesse ikke er stor nok til at løse virksomhedernes behov. Man kunne håbe på, at teleselskabernes tid på frihjul er ved at være ovre. Det ville glæde mange erhvervsdrivende i landområderne, siger Steen Hoeck Klausen.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.086