Vi halter efter med tilgængelighed
Politikere og projekterende mangler forståelse for de arkitektoniske vilkår, vi byder mennesker med funktionsnedsættelse. Et nyt og slappere formuleret bygningsreglement hjælper heller ikke på sagerne
- I mange tilfælde er lovgivningen på handicapområdet ikke tilstrækkelig. Vi lever i en tid og i et land, hvor vi for længst har besluttet, at alle med funktionsnedsættelse skal have samme vilkår som alle andre, siger Erik Bahn til ArkByg.
Han kender utallige eksempler på manglende viden blandt politikere, fagfolk og egne fagfæller.
Et eksempel på forringede vilkår for bevægelseshæmmede er Bygningsreglementet. Tidligere stod der, at udvendige niveauforskelle til bygningers indgang skulle udlignes, eksempelvis med ramper, suppleret med trapper. I senere udgaver af Bygningsreglementer står, at niveauforskelle kan udlignes med ramper.
- At teksten er ændret til "kan", så der ikke længere er krav til trapper, betyder en stor forskel. På den måde er tilgængelighed blevet ringere, siger Erik Bahn, der samtidig stiller sig undrende over, hvem der har foranlediget, at teksten skulle ændres – og hvorfor den overhovedet blev ændret.
Eksemplerne på forringede vilkår for mennesker med funktionsnedsættelse, er mange. Erik Bahn langer også ud efter egne fagfæller:
- Mange projekterende mangler viden og forståelse på området. Ramper er ok – de kan bruges af almindeligt gående og af kørestolsbrugere, men gruppen af mennesker med funktionsnedsættelse er mangfoldig, og dækker ikke kun kørestolsbrugere. Mennesker med balanceproblemer, gigt eller stive fodled har vanskeligt ved at gå på ramper. De er bedst tjent med vandrette trappetrin, så i de tilfælde hvor der kun er etableret en rampe og ikke også en trappe, bliver mennesker da handicappede, understreger Erik Bahn og fortsætter:
- Jeg tror ikke, disse svigt sker tilsigtet. Dette her handler om manglende information, og dermed bliver der skabt grobund for en generel uvidenhed om, hvordan vi skal indrette vores bygninger og offentlige byrum, så alle kan færdes på lige vilkår.
- Og så handler det i høj grad om retorik. For eksempel hører jeg stadig udtryk som "rullestol" – også blandt fagfæller. Det er et bandlyst udtryk – det hedder kørestol. Ligeledes hedder det "funktionshæmmet" og ikke "handicappet". Handicappet er ikke noget man er, men noget man bliver, når der for eksempel mangler en rampe, når man er funktionshæmmet.
Ikke skarpe nok
Kritikken af den manglende viden og forståelse deles af Tue Byskov Bøtkjær, formand for Det Centrale Handicapråd:
- Myndigheder, projekterende og fagfolk skal blive skarpere på, at ikke alle mennesker kan gå på to ben og på andre måder fungere som flertallet. Vi skal blive meget bedre til at se alle mennesker som ligeværdige, og her mener jeg også, at vi skal tage anbefalingerne fra FN-komiteen til os og bruge dem konstruktivt. Vi skal gå langt for at sikre respekten for hver enkelt person – uanset handicap, siger han til ArkByg.
- Det afgørende er, at de nødvendige foranstaltninger tænkes ind i projekteringsfasen som en integreret del af helheden. På den måde bliver de både billigere og smukkere, end hvis de bygges på senere. Alt for ofte ser man eftermonterede hovsa-løsninger, der skæmmer interiører, facader og byrum.
Danmark halter efter
Et andet aspekt er, at der ingen sanktionsmuligheder er, når skaden er sket.
- Vi skiller os ud internationalt ved, at det ikke har konsekvenser, hvis vi undlader at overholde tilgængelighedskravene, siger Tue Byskov Bøtkjær, der henviser til SBI-rapport 2013:28 udarbejdet af Sidse Grangaard og Søren Ginnerup. De spørger, om kvalifikationskravene i Danmark bør skærpes:
"Sammenlignet med de andre lande angående principper for byggesagsbehandlingen, er det slående, at Danmark befinder sig i en yderposition, hvor der på intet tidspunkt stilles krav om nogen form for kontrol. Den kan vælges udført af kommunen, men det kræves ikke længere".
Og videre i rapporten hedder det:
"Hvis der sammenlignes med de 25 EU-lande, står Danmark som værende tæt på det land, hvor der stilles færrest krav til uddannelse, erfaring og tredjeparts granskning til parter i byggesagsbehandlingen, når det gælder bygningsindretning. Det er (..) spørgsmålet, om det er fremmende for overholdelsen af tilgængelighedskravene."
