Byggenyt
HELSINGØR: Teknik-, Miljø- og Klimaudvalget i Helsingør Kommune skal på sit møde i morgen den 15. januar se på planerne om at bygge dagligvarebutik ved Kvistgård. Alt tyder på, at politikerne vil sige ja til, at der nu bliver udarbejdet et lokalplanforslag for etablering af et supermarked med tilhørende tankstation og en rundkørsel på stedet, skriver Helsingør Dagblad.
Det er Rema 1000, der står bag planerne om at etablere dagligvarebutik ved Kvistgård.
REGION SJÆLLAND
LEJRE: Lejre Kommunalbestyrelse har vedtaget Lokalplan LK 36 for Hvalsø Rådhus endeligt. Hermed er vejen banet for en udvidelse af rådhuset efter et projektforslag fra White Arkitekter. Det nye Hvalsø Rådhus bliver en noget anderledes arkitektonisk oplevelse end det nuværende byggeri, som af flere politikere er blevet kaldt en øjebæ. Projektforslaget fra White Arkitekter bygger på en idé om at skabe en oplevelse for borgeren, som tager afsæt i de landskabelige og visuelle omgivelser, skriver Dagbladet Roskilde.
Tilbygningen udformes ifølge planerne som en kegle og udstyres med hvide facader og grønt sedum-tag.
RINGSTED: I forbindelse med fem-års gennemgangen af Ringsted Svømmeland er en del af den udarbejdede udbedringsplan, at de eksisterende saunaer skal udskiftes med en lignende model. Ringsted Sportscenter foreslår, at der installeres en anden form for sauna, når saunaerne alligevel skal udskiftes.
Det indebærer en merudgift på cirka 130.000 kroner i etablering i forhold til det budgetterede beløb på reetablering af den eksisterende sauna. Merudgiften kan Ringsted Sportscenter afholde ved at omprioritere eksisterende vedligeholdelsesmidler.
Ringsted Byråd sagde på sit seneste møde god for en sådan omprioritering.
REGION SYDDANMARK
FANØ: Nordby Fjernvarme a.m.b.a. har anmodet Fanø Kommune om principgodkendelse af et 12.500 kvm stort solvarmeanlæg ved fjernvarmeværket på Engvejen 2, og anmodet om, at det nødvendige plangrundlag for at kunne realisere solvarmeanlægget udarbejdes. Udover selve solvarmeanlægget er der behov for en akkumuleringstank nær fjernvarmeværket på cirka 2.000 kbm med en højde på cirka 13 meter samt en mindre maskinbygning på cirka 75-100 kvm samt en cirka 30 kvm stor glycoltank. På længere sigt er der endvidere planer om at etablere et træflisanlæg ved fjernvarmeværket.
Økonomi- og planudvalget besluttede forleden, at sagen udsættes, og at der laves en forhøring. Kommunen entrerer med en rådgiver, som kan kvalificere byrådets beslutningsgrundlag. Det tilstræbes at det foreligger til økonomiudvalgets beslutning i marts måned.
REGION NORDJYLLAND
AARS: Teknik- og Miljøudvalget i Vesthimmerlands Kommune har sagt god for at igangsætte udarbejdelsen af forslag til kommuneplantillæg og lokalplan for boliger ved Gislumvej i Aars.
Det er Aars Boligforening, der vil bygge boliger på stedet. Boligforeningen ønsker mulighed for i et delområde at bygge i tre etager og i maksimalt 10 meters højde.
Boligselskabet har oplyst, at såfremt plangrundlaget vedtages, forventes boligbyggeriet igangsat i 2016.