23948sdkhjf

Femern bliver 2,2 mia. kroner dyrere

Femern A/S har fremlagt et anlægsbudget baseret på konkrete priser fra de bydende entreprenører. Anlægsbudgettet er højere end hidtil skønnet, og de samlede risici ved projektet er øget.
Nye beregninger fra Femern A/S viser, at anlægsbudgettet på sænketunnelprojektet mellem Danmark og Tyskland stiger 2,2 mia. kroner og tilbagebetalingstiden fra 37 til 39 år.

Det fremgår af en ny finansiel beregning for projektet, som er baseret på de priser, som de bydende entreprenører har afleveret til Femern A/S på de fire største anlægsentrepriser på tunnelprojektet.

Beregningen viser, at anlægsbudgettet for kyst-til-kyst forbindelsen stiger fra 52,7 til 54,9 mia. kroner i 2014-priser. Tilbagebetalingstiden for kyst til kyst-forbindelsen er beregnet til 30 år, og udgifterne til de danske landanlæg er uændret 9,5 mia. kroner. Men samlet betyder det, at tilbagebetalingstiden for det samlede projekt inklusive landanlæg stiger fra 37 til 39 år.

- De priser, der er kommet ind, er betydeligt højere, end Femern A/S har forventet. Det betyder, at der bliver brugt for meget af projektets reserver. Så Femern A/S har en klar opgave med at få forhandlet priserne ned, siger transportminister Magnus Heunicke (S) i en kommentar.

Flere udfordringer

En anden udfordring for projektet består i at sikre den højst mulige EU-støtte. Her er der i øjeblikket en risiko for, at op til 18 procent af midlerne i den relevante pulje bliver overført til den såkaldte Juncker-plan.

Desuden mangler den tyske miljøgodkendelse at falde på plads. Derudover skal det tyske transportministerium og Deutsche Bahn også fremlægge en opdateret tidsplan for, hvordan de vil gennemføre den aftalte udbygning af de tyske jernbaneanlæg i tilslutning til Femern Bælt-forbindelsen.

- Vi er også i gang med at se på, hvad den ændrede tidsplan for udbygningen af de tyske jernbaneanlæg betyder for trafikken over Femern Bælt. Jeg skal derfor møde min tyske kollega, Alexander Dobrindt, den 24. februar. Den tyske forsinkelse kan betyde, at vi må overveje, i hvilken takt vi udruller udbygningen af jernbanenettet på den danske side, siger Magnus Heunicke

Anlægslov i næste uge

Anlægsloven for Femern Bælt-projektet bliver fremlagt den 25. februar, men konkret betyder det stigende anlægsbudget ifølge transportministeren, at Femern A/S ikke kan underskrive kontrakter med entreprenører før forligskredsen i september har fremlagt de endelige priser, omfanget af EU-støtte og en status på miljøgodkendelse og jernbaneudbygning i Tyskland.

- Men vi skal fortsat arbejde for, at anlægsloven bliver vedtaget inden sommerferien. For med den giver vi den danske miljøgodkendelse til projektet, og det er vigtigt for at sikre fremdrift både på dansk og tysk side, siger Magnus Heunicke.

Forligskredsen omkring Femern Bælt-projektet består foruden regeringspartierne af Venstre, Dansk Folkeparti, SF, Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094