23948sdkhjf

Psyken under lup

Arbejdsmiljøet er nok et af de mest undersøgte områder i bygge- og anlægsbranchen. Talrige rapporter og undersøgelser har dokumenteret og forklaret baggrunden for eksempelvis antallet af arbejds- og dødsulykker på landets byggepladser.

Men det er det fysiske arbejdsmiljø. Noget andet er det psykiske arbejdsmiljø.

Her mangler der endnu såkaldte en-til-en undersøgelser, som afdækker det psykiske arbejdsmiljø. Derfor bliver det også interessant at se resultatet af den undersøgelse, som blandt andet Danske Malermestre og Malerforbundet netop har søsat af det psykiske arbejdsmiljø i malerbranchen.

For ikke bare har regeringen nævnt det psykiske arbejdsmiljø i sin arbejdsmiljøstrategi frem mod 2020. Trivslen hos medarbejderne i bygge- og anlægsbranchen spiller også en stor rolle i kampen om at tiltrække ny arbejdskraft til branchen. Her er bygge og anlæg selvfølgelig i kamp med andre brancher i dansk erhvervsliv.

Vi må dog ikke glemme, at tonen på landets byggepladser er hårdere end andre steder. Her er traditionen unægtelig, at man klarer tingene på en mere barsk og kontant måde. Og man må erkende, at det kan nok så mange undersøgelser ikke lave om på.

Møder lærlingen gentagende gange ikke ind til tiden om morgenen, eller gør en svend ikke tingene ordentlig, skal vedkommende selvfølgelig have det at vide. Og med eksempelvis stigende krav til overholdelse af tidsfrister i byggeriet kan der til tider ryge en finke af panden hos en byggeleder eller sjakbajs på byggepladsen.

Dér, hvor det selvfølgelig ikke må kamme over, er, når tonen går over i decideret mobning eller nedværdigende tale håndværkerne imellem. Her er den pågældende leder på byggepladsen eller på kontoret hjemme selvfølgelig nødt til at skride ind med det samme.

For selvom der stadig hersker en Tarzan-kultur i byggeriet, så kan selv den mest hårdføre håndværker også gå ned med flaget, hvis der for eksempel sker triste ting på hjemmefronten. Her er det vigtigt, at virksomheden bakker op og er med til at skabe tryghed hos medarbejderen.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125