JJW Arkitekter ansætter faglig leder af bæredygtighed
Ansættelsen er den seneste af en række strategiske ansættelser, som tegnestuen gennemfører for at styrke organisationen.
Jørn Kiesslinger kommer fra en stilling hos arkitektfirmaet Christensen & Co. Han har tidligere arbejdet hos Arkitema, Henning Larsen Architects og Svendborg Architects.
Han er uddannet arkitekt fra Kunstakademiets Arkitektskole i København og har derudover en bachelorgrad fra Technishe Universität i Berlin.
Han har været tovholder på bæredygtighedscertificeringen af Københavns Kommunes nye miljøcenter KMC Nordhavn, der er Danmarks første Dgnb-certificerede byggeri efter afslutningen af pilotfasen, og har også arbejdet med bæredygtighed som ansvarsområde på et større projekt på Danmarks Tekniske Universitet.
Jørn Kiesslingers primære opgave er at sikre, at bæredygtighed i alle dets afskygninger bliver en integreret del af alle JJW Arkitekters opgaver.
Han får ansvaret for at den omfattende viden, som JJW Arkitekter gennem årene har opbygget indenfor bæredygtighed, bliver vidensdelt og implementeret.
Målet er, at bæredygtighed indgår som et integreret element i samtlige faser i alle projekter lige fra konkurrencefasen over realiseringsfasen til drift og vedligehold - både inden for nybyggeri og renovering.