23948sdkhjf

Efter vinteren kommer sår

Vinteren sørger for ekstraarbejde til asfaltfolkene i Ikast-Brande Kommune
Vinteren går ikke sporløst hen over veje, gader og stræder. Når temperaturen bevæger sig lidt over frysepunktet, siver regn- og smeltevand ned i asfaltens revner og sprækker. Og når termometeret så igen melder om et par grader under de nul, kommer frostsprængningerne.

- Der kan mangle et par sten i belægningen, og få dage efter er der et krater. Det værste vejr i forhold til vejenes tilstand er faktisk, som vi har opleveret det her i december og januar. Lidt frost om natten og masser af regn. Så får vi frostsprængningerne, forklarer driftsleder Lars Poulsen på Ikast-Brande Kommunes materielgård.

Fast asfalthold

Vejene får sår, som så skal behandles af kommunens asfaltfolk.

- Vi har et fast asfalthold på tre mand, og både i løbet af vinteren og ikke mindst efter vinter sørger vejret for masser af ekstraarbejde til dem. Vi reparerer asfalthullerne løbende, og vi har netop købt en ny varmekasse, som gør arbejdet lidt nemmere for asfaltfolkene. I modsætning til en termokasse holder varmekassen asfalten på samme temperatur hele dagen igennem, og den er nem at tappe fra, siger Lars Poulsen.

Sammen med kollega Lars Højgaard Hansen indgår han i den vagtordning, der i hele vintersæsonen sørger for at kalde sneberedskabet ud.

Ud at se

- Vi er tre mand i vagten og har en uge ad gangen. I første omgang følger vi vejrsituationen via computeren, men som regel kører vi også ud på ruterne for ved selvsyn at se, hvordan det så er i det virkelige liv. Når vi kalder sneplovene og saltbilerne ud, er det vigtigt, at vi også kan fortælle, hvilken blanding salt, der skal køres med, fortæller Lars Højgaard Hansen.

Ikast-Brande Kommune har totalt 1.200 km veje, som er inddelt i fire vintervejklasser. Klasse 1 er de overordnede og vigtigste veje – de tidligere amtsveje, som simpelthen ikke må være glatte.

Her ryddes og saltes 24 timer i døgnet og syv dage om ugen, når der er behov. Klasse 4 er typisk mindre bolig- og stikveje, hvor der som hovedregel ikke ryddes. Hertil kommer naturligvis fortove og cykelstier.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093