Byggenyt
HEDEHUSENE: Der er byggeplaner på den tidligere kaffefabrik-grund i Hedehusene. Ejeren af den store grund på Hovedgaden i Hedehusene har anmodet Høje Taastrup Kommune om en ny lokalplan for arealet, skriver Building Supply.
Den nye bebyggelse skal opføres fortrinsvis på ejendommens sydvestlige del, og der skal opføres op til fire og fem etager.
REGION SYDDANMARK
KERTEMINDE: Kerteminde Byråd anmodes på sit møde i dag 28. januar om at frigive et rådighedsbeløb på 1,5 mio. kroner til opførelse af en lager- og værkstedsbygning ved Kerteminde Marina.
Byggeriet udbydes i omvendt licitation med en maksimal ramme på 1,2 mio. kroner i hovedentreprise. Herudover er der afsat 300.000 kroner til øvrige omkostninger, tilslutning, projektering og tilsyn. Den nye bygning er på 400 kvm og skal rumme ny værkstedshal til oplagring af materialer, værktøj og maskiner. Anlægsperioden er fra april 2015 og cirka 15 uger frem.
REGION MIDTJYLLAND
UHRE: Viborg Byråd skal på sit møde i dag den 28. januar tage stilling til en ansøgning om frigivelse af en anlægsbevilling til klubhusbyggeri til Uhre Motorsportscenter.
Uhre Motorsportscenter har i de senere år været i dialog med henholdsvis Herning og Viborg kommuner om tilskud til etablering af nyt klubhus, hvilket har resulteret i et anlægstilskud på 1,5 mio. kroner fra Viborg Kommune og 0,5 mio. kroner fra Herning Kommune. Det indstilles nu til byrådet, at det fremsendte skitseprojekt godkendes og at anlægsbevilling til projektet klubhus på Uhre Motorsport forhøjes med 1.315.000 kroner med rådighedsbeløb i 2015.
Der etableres 256 kvm klubhusbyggeri plus 79 kvm overdækket terrasse. Klubhuset indrettes med 96,5 kvm klublokale med tilstødende kantine, bad, omklædning og depot.
RØDKÆRSBRO: Viborg Byråd holder møde i dag og skal blandt andet behandle en sag om en ny børnehave i Rødkærsbro.
Viborg Kommune har afsat 18 mio. kroner i 2015-2016 til en ny institution, som samler børnehaverne i Rødkærsbro.
De to daginstitutioner, som sammenlægges, er Rødkærsbro børnehave og Smørhullet i Højberg. Den nye daginstitution forventes at have kapacitet til cirka 20 vuggestuebørn og 120 børnehavebørn.
Direktøren for Børn og Unge forslår, at Børne- og Ungdomsudvalget indstiller til byrådet, at byrådet godkender etableringen af en ny børnehave, og at der gives en anlægsudgiftsbevilling på 1.014.000 kroner.
ODDER: Et stort flertal i Odder Byråd vedtog forleden en lokalplan for et hjørne af VitaPark. Vedtagelsen betyder, at der kan opføres tre etageejendomme. Lokalplanforslaget har været i offentlig høring, og der er indkommet 11 høringssvar, hvoraf to var underskriftsindsamlinger med i alt 1100 underskrifter.
Der er en andelsboligforening, der er interesseret i at bygge på stedet, og der er lavet et betinget skøde på jorden. De tre boligblokke bliver hver på tre etager, og i alt bliver der 36 lejligheder.
REGION NORDJYLLAND
VODSKOV: Aalborg Byråd har vedtaget et forslag til lokalplan for et areal på Vodskovvej/Følfodvej i Vodskov, og det er nu fremlagt til høring indtil 18. marts.
Formålet med lokalplanen er at give mulighed for at etablere en dagligvarebutik i den nordøstlige del af lokalplanens område. I den sydvestlige del af området fastholdes muligheden for at etablere erhvervsformål, hvor der er forholdsvis brede anvendelsesmuligheder.