Unge arkitekter nyfortolker barokken på Gl. Holtegaard
Tre unge arkitekter har ud af 107 forslag vundet attraktiv konkurrence i Nordsjælland
De tre har vundet konkurrencen om en midlertidig pavillon i barokhaven ved kunsthallen Gl. Holtegaard i Nordsjælland.
I samarbejde med Statens Kunstfonds Legat- og Projektstøtteudvalg for Arkitektur og Arkitektforeningen inviterede Gl. Holtegaard i januar til en åben konkurrence om en midlertidig pavillon i barokhaven.
Der er tale om en udstillingstrilogi, hvor der hvert år frem til 2017 bliver udskrevet en ny konkurrence om en fri arkitektur-opgave, som tilskynder en kunstnerisk arkitektonisk bearbejdning af en midlertidig pavillon til barokhaven.
Vinderprojektet for 2015 blev valgt på grund af sit stærke koncept, der kobler barokken til samtiden i en kunstnerisk helhed.
Forslaget er en nyfortolkning af et af barokkens mest ikoniske byggerier, kirken San Carlo al Quattro Fontana i Rom, tegnet af arkitekten Francesco Borromini (1599-1667).
Ved hjælp af geometriske grundformer, cirkler og ovaler skabte Borromini et dynamisk kirkerum af stor skønhed.
Vinderprojektet til Gl Holtegaards barokhave forener denne klassiske form med vor tids højteknologiske verden, som er fyldt af materialer, der ikke skal være smukke, men blot opfylde et konkret behov, lyder det blandt andet i begrundelsen.
- Vinderforslaget er en original kobling af barokkens historie og formsprog med nutidens industrialiserede materialer. Gl. Holtegaards vision er netop at skabe basis for en kunstnerisk dialog, hvor historien og samtiden, det gamle og det nye, beriger hinanden, siger Maria Gadegaard, direktør for Gl. Holtegaard.
Orangeriet åbner for publikum 28. maj 2015.