Byggeri med ekstra indbygget hensyn
Rigshospitalet er lige nu en arbejdsplads i en arbejdsplads. Folkene bag den aktuelle udbygning skal tage hensyn til et sygehus i drift og til ambulancer, der hvert øjeblik kan komme susende
Arbejdet med at rive gamle bygninger ned og gøre klar til en stor sengefløj er godt i gang, og et andet sted på hospitalets område er en kombineret administrationsbygning og patienthotel ved at tage form. Tæt derpå er der gjort plads til et stærkt tiltrængt parkeringshus med 650 parkeringspladser.
Projekt til 1,8 mia.
Om lidt over to år vil en 52.500 kvm stor og ti etager høj slange af en bygning sno sig mellem det nuværende Rigshospital og Fælledparken.
Projektet til 1,8 milliarder kroner skal, ud over en ny nordfløj, blandt andet rumme det såkaldte hovedortocenters senge og operationssturer, Aarhus Arkitekterne er hovedrådgiver på projektet, og bag sig har de ingeniører fra Grontmij, arkitekter fra 3XN, Kristine Jensens Tegnestue og de tyske hospitalsspecialister Nickl & Partner Architekten AG.
Lige nu præger afspærringer, entreprenørmaskiner og mudder området mod Fælledparken.
- Specielt her er det vigtigste, at hospitalet er i drift, og man kan ikke planlægge sig ud af det hele det er umuligt. Det er en arbejdsplads i en arbejdsplads, og her skal vi tage hensyn til, at der kommer ambulancer susende hvert andet øjeblik, der er folk, der skal til og fra behandling, siger projektchef Niels Kongste, der er chefbyggeleder på udvidelsen af Rigshospitalet og i øjeblikket har syv byggeledere i sit team.
En grad af kaos
En af udfordringerne har været støv fra nedrivningen af de gamle hospitalsbygninger, som hastigt falder for at give plads til nybyggeriet af den nye hospitalsfløj:
- Støv har vi måttet lægge yderst detaljerede handlingsplaner for, for der ligger patienter på Rigshospitalet, som er meget syge og måske venter på en lungetransplantation og overhovedet ikke kan tåle støv. Derfor har vi måttet bekæmpe støvet ekstra meget ved at sprøjte vand på, selv i regnvejr, og dække det ind og sætte læskærme, siger Niels Kongste, som dog var forberedt på udfordringen. Alligevel finder han det tankevækkende, hvor stor forskel det gør, at man ikke bygger på en bar mark:
- Et byggeprojekt vil have en grad af kaos, det kan ikke undgås og her på Riget er der tilmed et hospital i drift, som også kan have behov for ændringer, der kan komme i vejen for vores planer. Der har vi afsat ressourcer til at afdække de risici og kan tage fat i de udfordringer, der kommer. Vi har mange handlingsplaner for hændelser, hvis for eksempel en af vores maskiner går i stå og blokerer en vej, men der opstår også uforudsete situationer, hvor det er vigtigt, at vi i en byggeledelse kan agere her og nu, siger Niels Kongste.
Helt konkret håndteres risici på projektet ved Rigshospitalet dels ved ugentlige møder i byggeledelsen, hvor risici vurderes på kort, mellem og langt sigt, dels ved møder med entreprenørerne, hvor man laver lister over mulige forhindringer, siger han.