Fremtidssikret sportsarena
Fredag blev den nye Cykel og Atletik Arena i Odense indviet. Projektet er en moderne erstatning for den nedslidte cykelbane fra 1948 og er blevet til under stramme økonomiske rammer
Den udtjente og nedslidte udendørs cykelbane, oprindeligt opført i 1948, er nu erstattet af en state-of-the-art arena tegnet af Mikkelsen Arkitekter.
Den dækker et areal på ca. 7.200 kvm og giver Odense nogle stærkt eftertragtede idrætsfaciliteter, der udvider sæsonen markant, så cykel- og atletikfolket i Odense nu kan træne året rundt.
Internationale mål
Et centralt element i arenabyggeriet er den 250 meter lange graciøst svungne cykelbane, udformet i massivt træ og efter internationale standarder.
Arenaen er desuden udstyret med 200 meter løbebaner og atletikarealer, der er placeret i indercirklen og lever op til "International Association of Athletics Federations" klassificeringer. Selve den skålformede cykel- og atletikbane er sænket ned og indpasset i terrænet, mens den karakteristiske ovale membranoverdækning udgør et selvstændigt, visuelt vartegn, der sætter byggeriet i spil i forhold til omgivelserne.
Membran vejen frem
Projektet er blevet til under stramme økonomiske rammer i en såkaldt integreret designproces med afsæt i, at atleternes brugsmønstre, mikroklimatiske behov og arkitektur er gensidigt afhængige.
Allerede på et tidligt stadie viste alle undersøgelser, at en letvægtsmembran var vejen frem. Konstruktionstypen har store potentialer, da løsningen har begrænset vægt og et minimeret materialeforbrug, der i sidste ende reducerer både pris og miljøbelastning.
Membranen tillader dagslyset at filtrere igennem, uden at atleterne blændes. Arenaen har også andre konstruktive fordele - med lange spænd og spændstige membraner som bidrager til oplevelsen af en super let og lys ramme om de fysiske udfoldelser på cykel- og atletikbanerne.
Baderingsform
Rent geometrisk følger stålkonstruktionen et udsnit af en "badering" hvilket gør det muligt at beskrive alle spær ud fra matematiske formler, hvilket også er med til at gøre selve projekteringsfasen enklere og billigere.
Arenaen er udviklet i et samarbejde mellem Odense Kommune, Odense Cykel- og Atletik Klub, Mikkelsen Arkitekter, Populous, Buro Happold og Rambøll.