Priser til havnerum og lyse grønlandske boliger
Duravitprisen går i år til arkitektoniske projekter, der udforsker henholdsvis sanselige havnerum og menneskevenlige grønlandske boliger
Prisen, der er på kr. 15.000 og som uddeles to gange årligt, går denne gang til Marte Lyngaas samt Jens Bertelsen og Martin McSherry. De tre modtager prisen for to helt unikke afgangsprojekter.
Ydmyghed og respekt
Marte Lyngaas har lavet en opgave, som tilbyder Grønlands minearbejdere boliger med masser af fritidsaktiviteter, lys og luft. Placeringen af boligerne på særligt udvalgte steder i byen fremhæver det lokale steds karakteristika og herlighedsværdier.
- Marte har løst afgangsopgaven Arbejderboliger på Grønland" med ydmyghed og respekt, og hendes opgave bærer præg af stor indlevelse i Grønlandsk kultur og de problemstillinger, minedrift medfører i små lokalsamfund, siger vejleder Lars Nymand.
- Marte har med projektet formået at skabe en stærk fortælling om integration og samhørighed, lyder det i begrundelsen.
Sanseligt og stofligt
Jens Bertelsen og Martin McSherry insisterer på at være undersøgende i deres arkitektur. Afgangsopgaven tager afsæt i byplanens store temaer.
- Jens og Martin har skabt en organisk bygning en integreret svømmehal i havnebassinerne i Københavnsområdet. Med denne bygning fortæller de historien om det sanselige og stoflige ved det at bade og opholde sig i vand, fortæller vejleder Kenneth Warnke.
- De to arkitekter har dokumenteret, hvordan man kan undlade brugen af sundhedsskadelig klor, og hvordan planter og alger kan anvendes til at rense vandet og skabe et sundt indeklima, siger han.