NCC laver vikarbureau
NCC Group opretter eget vikarbureau med base i Polen for at klare spidsbelastninger i Norden
Vikarbureauet, der får navnet NCC Montage, vil se dagens lys i løbet af sommeren. De første erfaringer skal indhøstes i Sverige.
Klaus Kaae, der er adm. direktør i NCC Construction Danmark, oplyser, at NCC i visse spidsbelastningssituationer har brug for kvalificeret arbejdskraft udenfor koncernen.
- Det er ingen hemmelighed, at det har givet os nogle udfordringer, når vi har måttet bruge udenlandske bemandingsforetagender, og vi har derfor i Danmark måttet opbygge et system, så vi har kunnet sikre os dokumentation for, at dem, vi samarbejder med, overholder overenskomster og regler og hvad vi ellers kræver. Det har vi brugt mange ressourcer på. Det er et stort og tungt arbejde. Derfor mener vi, at vi med fordel kan lave vores eget vikarbureau. Dermed får vi sikkerhed for, at der er ordnede forhold, og vi kender overenskomster og regler i de enkelte lande, siger Klaus Kaae om baggrunden.
En del af NCC-kulturen
Ud over at NCC i de fire nordiske lande får umiddelbar adgang til kvalificeret arbejdskraft, ser Klaus Kaae en anden afgørende fordel ved at have eget vikarbureau.
- Når foretagendet er en del af NCC, så bliver medarbejderne klædt på til at være i NCC og vores virksomhedskultur og standarder. Det betyder ikke mindst, at medarbejderne i NCC Montage skal lære vores sikkerhedskultur, siger Klaus Kaae.
Han tør ikke komme med et bud på, hvor mange mennesker, der skal tilknyttes det polske vikarbureau. Tanken er, at der skal skabes en gruppe medarbejdere, som skal fastholdes.
- Vi er i dag 9.500 ansatte i NCC i de fire nordiske lande. Det er kernen i virksomhederne. I perioder er der imidlertid brug for fra to til 10 procent ekstra arbejdskraft, men i første omgang starter vi blødt ud til sommer ved at afprøve metodikken i Sverige, siger Klaus Kaae.
NCC Group oplyser, at vikarbureauet etableres i Polen, fordi NCC har gode erfaringer med fagkompetencerne i Polen, og fordi der findes tilgængelig kvalificeret arbejdskraft.