Slagterigigant sælger 700.000 kvm med egen flyveplads

Efter næsten 50 år blev den sidste gris slagtet i Ringsted sidste sommer. Siden da har Danish Crown brugt godt et halvt år på at afmontere store mængder udstyr, som enten er solgt eller flyttet til andre af koncernens fabrikker.
Nu er det arbejde så godt som afsluttet, så salgsprocessen kan sættes i gang for grunden på 798.318 kvm - eller mere end 100 fodboldbaner.
- Vi forventer god interesse fra institutionelle investorer i både Danmark og udlandet og fra både ejendomsinvestorer, ejendomsfonde, pensionskasser og potentielle brugere, udtaler Helle Nielsen Ziersen, partner ved EDC International Poul Erik Bech, i en pressemeddelelse.
På grunden er der 19 bygninger med et bebygget areal på hele 69.709 kvm fordelt på tre matrikler, hvoraf de to er ubebyggede og udgør godt halvdelen af det samlede areal.
- Selvom mange allerede er interesserede, så ved vi af erfaring, at det kræver mange ressourcer at få en handel af den her type og størrelse på plads, hvilket er et arbejde, vi ikke selv har ressourcerne til at kaste os ind i, siger Ejner Søby, ansvarlig for ejendomssalg i Danish Crown, om processen.
Egen flyveplads
Foruden de mange kvadratmeter slagteribygning er der også en 4.000 kvm stor kontorbygning på grunden.
Der er også egen flyveplads, da en mindre del af grunden er udlejet til en motorflyveklub med hangar, landingsbane og en tilstødende akuthelikopterfacilitet under Den Landsdækkende Akutlægehelikopterordning.
- Der kan være mange anvendelsesmuligheder både i forhold til nyopførelse på den store grund og brug af de eksisterende ejendomme, der løbende er vedligeholdt og opgraderet. Der er også en god dialog med Ringsted Kommune om forskellige scenarier for lokalplanen og ønsker om at udvikle området og skabe nye arbejdspladser, siger Helle Nielsen Ziersen.