23948sdkhjf

Mindst 350 ton sand om året: Entreprenørkæmpe lander rammeaftale

NCC leverer tørret sand til Esbjergs nye varmeproduktionsanlæg. I aftalen er der indbygget en mulighed for en meget stor forøgelse af leverancen

NCC har netop indgået en rammeaftale med Din Forsyning om levering af ovntørret sand, som skal bruges i et nyt varmeproduktionsanlæg i Esbjerg.

Siden Energistyrelsen i 2018 besluttede at lukke Esbjergværket, har Din Forsyning arbejdet på at etablere et nyt varmeproduktionsanlæg på havnen i Esbjerg, der skal sikre en fossilfri varmeforsyning. NCC’s leverancer er en del af denne løsning.

- Det gav god mening for os at byde på opgaven, da Din Forsynings krav til sandets kornkurve passer perfekt til vores ovntørrede sand, udtaler Steffan Gregersen, salgschef i NCC Industry i Danmark, i en pressemeddelelse.

- Aftalen sikrer samtidig en stabil drift for os over en længere periode, tilføjer han.

Rammeaftalen mellem NCC og Din Forsyning omfatter en årlig levering på 350 ton sand med en fleksibel option på op til 200 pct. Fleksibiliteten betegnes som afgørende, fordi anlægget i Esbjerg fortsat er under indkøring og kræver tilpasning af sandmængderne i takt med driftsbehovet.

Parterne oplyser ikke noget om økonomien i aftalen. 

To år

NCC Industry skal i de næste to år levere ovntørret sand med en specifik kornkurve, der skal bruges som bæremateriale i den nye BFB-kedel (Bubbling Fluidized Bed) på varmeproduktionsanlægget. Her skal træflis fremover anvendes som brændsel.

En BFB-kedel har en avanceret forbrændingsplatform, der består af sand som bed-materiale. En del af forbrændingsluften tilføres i sandet, hvilket får det til at boble under drift. Sandet opvarmes til omkring 800 grader og har en vigtig funktion i at understøtte og udtørre træflisen, hvilket sikrer en effektiv forbrænding – selv når flisens fugtindhold varierer.

Det ovntørrede sand leveres fra NCC’s Drysand-fabrik i Køge, som kan levere sand med præcist definerede kornkurver.

Både tørbeton og beachvolleybaner 

NCC’s DrySand-fabrik i Køge åbnede i 2017. Her produceres tørret sand til mange formål, herunder tørbeton, tørmørtel samt sports- og fritidsanlæg som beachvolleybaner, ridebaner og kunstgræsbaner.

Ifølge Steffan Gregersen mærker NCC en stigende interesse for tørrede sandprodukter i hele Norden.

- Vi arbejder hele tiden på at udvikle os og oplever en øget efterspørgsel på tørrede sandprodukter i de nordiske lande, siger salgschefen.

Den første leverance af ovntørret sand til varmeproduktionsanlægget i Esbjerg blev sendt afsted i begyndelsen af januar, og leverancerne vil fortsætte i de kommende år.

Se nøgletal for:
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078