Berørte boligejere skal betale for klimasikring for milliarder

Det vådeste år nogensinde målt i Danmark blev 2023, og året efter nåede grundvandet et rekordhøjt niveau, hvilket medførte store oversvømmelser.
Derfor vil et politisk flertal dæmme op for, at der kommer vand i boligejeres kældere, for det kan medføre skader på boligens fundament.
Det er de berørte boligejere, som skal betale ifølge en pressemeddelelse fra Miljøministeriet, som vil fremlægge et lovforslag i marts måned, hvilket boligejere og borgmestre landet over har efterspurgt længe.
- Vi skal have klimasikret Danmark, og med denne aftale er der nu bred politisk enighed om, at grundejere ikke længere skal stå alene med problemet med terrænnært grundvand, siger miljøminister Magnus Heunicke (S).
Forsyningsselskaberne er i dag ansvarlige for det vand, der ender i kloakkerne. Men når store mængder regn falder, kan kloakkerne slet ikke følge med, og derfor har der været efterspurgt en løsning i årevis.
Der er på forhånd forhandlet og blevet enighed om lovforslaget i et forsøg på at sætte tempo på tiltaget.
Det baner vej for milliardinvesteringer i klimatilpasning de kommende årtier, som spildevandsselskaberne vil skulle udføre. Et skøn lyder på, at det vil betyde investeringer på 60 mia. kr. hen over de næste 75 år.
Det er uvist, hvor meget de berørte borgeres skat stiger, når beløbet trækkes over vandtaksten, som er en afgift for alle, der modtager drikkevand.
I pressemeddelelsen står der, at det skal finansieres "over de almindelige spildevandstakster fra de tilsluttede forbrugere i selskabets forsyningsområde".
Forsyningsselskaberne er kommunalt ejede virksomheder, som sørger for drikkevand samt håndtering af spildevand.
Med aftalen skal kommunerne fastlægge områder i byerne, hvor der skal gennemføres klimasikring, fordi højtstående grundvand udgør et problem.
Dernæst skal selskaberne eksempelvis lægge drænrør i jorden, som fører vandet væk.
I dag er det den enkelte grundejer, der selv står for at forebygge oversvømmelser fra højtstående grundvand. Fremadrettet skal der altså laves flere fælles løsninger.
Grundvandsspejlet er en slags vandoverflade nede i undergrunden og er på 30 år steget så meget, at 450.000 bygninger i Danmark har under en meter ned til det. Det udgør en stor risiko.
Forskere har sagt, at det stadig vådere vejr vil gøre risikoen for oversvømmelser fra højtstående grundvand større.
/ritzau/