23948sdkhjf

Historisk hospitalsgrund skal forvandles

Universitetshospitals flytning i Odense åbner mange muligheder

Indflytningen i det fynske supersygehus, Nyt OUH, er blevet udskudt gentagne gange, mens prisen er vokset til næsten 10 mia. kr. Men nu skal den kommende flytning udnyttes til at skabe nyt liv.

Når Odense Universitetshospital flytter til sin nye placering som nabo til Syddansk Universitet, opstår muligheden for at udvikle et nyt bykvarter i Odense. Derfor åbner Odense Kommune nu for dialog om, hvad der skal ske med det store hospitalsareal i fremtiden.

- Det er et område med store kvaliteter, centralt beliggende i byen og med stor historisk værdi. Derfor står vi også med en unik mulighed for at skabe en ny og attraktiv bydel, siger borgmester Peter Rahbæk Juel (S) i en pressemeddelelse.

- Og for mig skal ambitionsniveauet helt op på niveau med for eksempel den prisbelønnede omdannelse af Thomas B. Thriges Gade, der i dag har forvandlet bymidten, fortsætter han med henvisning til omdannelsen af den firesporede trafikåre til en central bydel.

Borgmesteren understreger samtidig, at mest muligt af den historiske bygningsmasse skal bevares.

Det store hospitalsområde rummer både mange og store bygninger, og en udvikling og omdannelse vil strække sig over flere år.

Odense Kommune er i de indledende overvejelser om områdets udvikling, når hospitalet er fraflyttet. Udviklingen af hospitalsområdet skal være relevant for byens borgere, og derfor samler kommunen nu borgernes idéer og ønsker.

Bykvarteret skal rumme muligheder både for borgere og erhvervsliv, og Odense Kommune inviterer derfor til dialog om den kommende udvikling.

Selvom der stadig er god tid at løbe på, rykker hospitalsflytningen nærmere.

Seneste plan: Indflytning i 2027

Regionsrådet satte gang i hospitalsprojektet i 2008. Det første spadestik blev taget i 2016, men selve byggeriet begyndte først i 2019. Oprindeligt var forventningen, at supersygehuset skulle stå færdigt i slutningen af 2022. Siden er projektet blevet forsinket flere gange.

Indflytningen for patienterne, der sidst var planlagt til slutningen af 2025 eller begyndelsen af 2026, blev i november endnu en gang udskudt. Nu lyder tidsplanen på 2027.

Forsinkelserne og udfordringerne har også presset økonomien. Den samlede økonomiske ramme er i dag på 9,5 mia. kr.

Se nøgletal for:
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.144