23948sdkhjf

MT Højgaard-firma opsluger søsterselskab

Entreprenørkoncernen skærer en forretningsenhed væk, når MT Højgaard Danmark overtager aktiviteterne inden for projektudvikling

Tre forretningsenheder bliver til to i MT Højgaard-koncernen.

MT Højgaard Property Developments tid som selvstændig division er ovre, og fremover vil den blive en del af MT Højgaard Danmark.

- Med ændringen skaber vi en stærkere sammenhæng i koncernen, udnytter samdriftsfordele og forenkler koncernstrukturen, siger Rasmus Untidt, adm. direktør i MT Højgaard Holding, i en pressemeddelelse.

- Grundbanken er nedbragt efter frasalg af en række grunde og ejendomme, og det er et naturligt næste skridt i vores løbende indsats for at forenkle organisationen og fokusere på vores styrkepositioner inden for nybyggeri, anlæg og renovering, tilføjer direktøren.

Fra tre til to forretningsenheder

Konkret overdrages ejerskabet af MT Højgaard Property Development til MT Højgaard Danmark, som vil videreføre projektudvikling og drift af projekter i offentligt-privat partnerskab sideløbende med at fortsatte fokus på at udføre projekter inden for anlæg og infrastruktur, nybyggeri og renovering.

Fra entreprenørkoncernen lyder det, at målet med at kombinere de udviklende og udførende i én organisation blandt andet er at opnå lavere kompleksitet og omkostninger i koncernen. Desuden skal ændringen gøre det nemmere at koordinere og prioritere koncernens kapitalbinding.

Koncernen vil derefter have de to forretningsenheder, MT Højgaard Danmark og Enemærke & Petersen.

Ved udgangen af 2024 udgjorde MT Højgaard Property Developments ordrebeholdning 403 mio. kr.

Beslutningen påvirker ifølge koncernen ikke eksisterende eller planlagte projekter og serviceopgaver, der vil blive udført af MT Højgaard Danmark.

Ændringen påvirker helle ikke MT Højgaard Holdings forventninger til 2025. De lyder uændret på en omsætning i niveauet 10-10,5 mia. kr. og et driftsresultat (EBIT) på 400-450 mio. kr.

Sagde nej til ændringer

For en måned siden var ordene ganske anderledes fra Rasmus Untidt.

MT Højgaard-topchefen gjorde det i et interview med Licitationen klart, at frasalg og omstruktureringer hos MT Højgaard Holding var fortid indtil videre.

- Nu er vi den kerne, vi skal være. Så du kommer ikke til at se mig gå ud og sælge MT Højgaard Danmark, Enemærke & Petersen eller Property Development, sagde Rasmus Untidt blandt andet.

Ordenen faldt med henvisning til, at MT Højgaard-koncernen over de foregående fem år havde skåret antallet af forretningsenheder ned til tre fra tidligere syv. I perioden har koncernen solgt selskaberne Lindpro, Ajos og Scandi Byg, ligesom den tabsgivende internationale forretning er så godt som afviklet. 

MT Højgaard Property Development A/S
Regnskabsår 2024 2023
Valuta mio. kr. mio. kr
Nettoomsætning 495,1 330,2
Driftsresultat (EBIT) 40 22
Ordreindgang 181 834
Ordrebeholdning 403 717
Kilde: MT Højgaard Holding

Se nøgletal for:
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078