Grønlands største infrastrukturprojekt nogensinde er på vej
Udvidelsen sker i lyset af Nuuk’s betydelige befolkningstilvækst og dermed større forsyningsbehov. Et vidnesbyrd om en positiv udvikling i Grønland, som kræver en stærkere energiforsyning – i form af en grøn energikilde fra naturens egen hånd, der medvirker til at gøre den arktiske ø mere uafhængig af fossile brændstoffer.
Det grønlandske selskab NunaGreen A/S er bygherrer på projektet, der skal øge energiproduktionen fra i dag maksimalt 270 GWh årligt til en forventet fremtidig maksimal kapacitet på potentielt 770 GWh årligt (fra 45 MW til 122 MW).
Det eksisterende vandkraftværk ved Buksefjorden knap 50 km sydøst for Nuuk, opført i 1993, er forbundet med søen Kangerluarsunnguap Tasersua (KANG). Udvidelsen indebærer, at der skal skabes forbindelse til denne sø fra den højere beliggende sø Isortuarsuup Tasia (ISTA). Anlægget udvides med en ny vandkraftstation beliggende ca. 35 km indlands fra den eksisterende kraftstation. Der skal i forbindelse med udførelsen etableres en 16 km lang vandførende tunnel med et tværsnitsareal på mere end 30 m2, hvorved vandets energipotentiale kan udnyttes. Det samlede projekt er en meget krævende opgave, hvor særligt udførelseslogistikken i den åbne natur og vinterforholdene vil kræve den helt rette entreprenør for opgaven.
Med de to partnere stiller vi med den bedste rådgivning i dette komplekse og krævende projekt. Grønland er et specielt land at lave så store projekter i, så derfor er det vigtigt at involvere en høj grad af specialviden på tværs af vores respektive kompetenceområder. Rasmus Johannsen, projektchef i NIRAS og projektleder for N:I:A.
Rådgiverteam med specialviden
Rasmus Johannsen, projektchef i NIRAS og projektleder for N:I:A, er meget begejstret for projektet, der er Grønlands hidtil største infrastrukturprojekt. NIRAS er veletableret som rådgiver i Grønland med en særlig styrke på miljø og infrastruktur og har deltaget i mange opgaver for private virksomheder, det offentlige og det danske forsvar.
”Vi er lead på opgaven, men vi har to meget tætte partnere i vores rådgiverteam N:I:A. Inuplan, som er en lokal grønlandsk rådgiver og har en stærk lokal know-how. Samt AFRY – et svensk rådgiverfirma, der bidrager med højt specialiseret teknisk rådgivning i vandkraftværker på global skala. Med de to partnere stiller vi med den bedste rådgivning i dette komplekse og krævende projekt. Grønland er et specielt land at lave så store projekter i, så derfor er det vigtigt at involvere en høj grad af specialviden på tværs af vores respektive kompetenceområder. Stærke partnerskaber er essentielle for løsningen af denne type signifikante projekter,” siger Rasmus Johannsen.
Gigantisk logistikopgave
Det er virkelig helt andre forhold, man skal arbejde under i Grønland i forhold til Danmark. Ikke blot klimaet og tunnelarbejdet men også selve logistikken, som Rasmus Johannsen ser som en af de helt store udfordringer.
Det eksisterende vandkraftværk ligger ved Buksefjorden, to timers sejlads fra Nuuk.
Fakta om Buksefjorden Hydroelectric Power Plant 3
- Tre turbiner genererer 75,9 MWe
- 16,3 km tunnel mellem ISTA og KANG
- Cirka 2.350 millioner m³ vand i det nye reservoir (ISTA)
- Minimumsdriftsniveau (MOL) ved KANG: +233 m. MOL ved ISTA: 415 m
- Designet flow på 46,5 m³/s
- Ny transmissionslinje på 132 kV med en længde på 35,5 km
Kilde: NIRAS
”Der har vi landgang, men derfra skal vi så ca. 35 km ind i landet og etablere en ny kraftværksstation, som placeres i den nye overføringstunnel, der laves fra søen ISTA til den anden ressourcesø, KANG. Så det, der er vildt ved det her projekt, det er skalaen, størrelsen af det geografiske areal, der er involveret her. Og det skal jo være selvforsynende. Der er ikke noget infrastruktur i forvejen. Så det er en kæmpestor logistikopgave for entreprenøren, der kommer ind og skal gennemføre udførelsen af projektet,” siger Rasmus Johannsen.
Det er dog endnu ikke afgjort, hvem det bliver. I øjeblikket er der prækvalifikation til det internationale udbud, hvorefter op til fire bliver udvalgt til konkurrencen. I december 2025 ventes kontrakten underskrevet med den vindende entreprenør, og projekteringsfasen går i gang i 2026 med forventning om de første aktiviteter i terræn i sommeren 2026. I 2032 forventes det nye vandkraftværk at være i drift.
Om NIRAS
NIRAS er en rådgivende ingeniørvirksomhed med stærke markedspositioner i Nordeuropa og globale projektleverancer. NIRAS blev grundlagt i 1956. Dengang var Grønland det primære marked, og rådgivningen var fortrinsvist inden for miljøområdet. I dag arbejder NIRAS i hele verden med forretningsområderne byggeri, infrastruktur, udviklingsbistand, procesindustri, forsyning, miljø samt data-analyse og planlægning.
Kilde: NIRAS