23948sdkhjf

Nordjyder er klar til at sende bundlinjen på himmelflugt

Hos Nordjysk Lift blev 2024 et tungt investeringsår. Nu ser man frem til at kunne høste frugterne

På resultatfronten blev 2024 ikke ligefrem noget prangende år for liftudlejerne hos Nordjysk Lift.

Efter skat landede årets overskud på 1,5 mio. kr. mod 6,9 mio. året forinden, og det til trods for at forventningen lød på et bedre resultat end i 2023.

I den nyligt offentliggjorte årsrapport kategoriseres årets resultat ikke desto mindre som tilfredsstillende, og i ledelsesberetningen peges på flere faktorer bag tilbagegangen.

Således har virksomheden i årets løb haft “øgede udgifter til miljø og grøn omstilling”, ligesom der er postet penge i gennemførelsen af et stort ERP-projekt.

Portemonnæen fremme

Mest iøjnefaldende er imidlertid selskabets balancesum, der i årets løb er mere end fordoblet.

Mere præcist lød balancen ved årets udgang på 264 mio. kr. mod 131 mio. i 2023, og på aktivsiden er det særligt anlægsaktiverne, der er investeret i.

NORDJYSK LIFT ApS
Regnskabsår 2024 2023 2022
Valuta mio. DKK mio. DKK mio. DKK
Bruttofortjeneste 80,1 71,0 61,1
Resultat af primær drift 10,3 13,4 4,2
Resultat før skat 2,2 9,3 1,9
Årets resultat 1,5 6,9 1,2
Balancestatus 264,1 131,1 101,9
Egenkapital 18,0 16,5 9,6
Antal ansatte 106 110 113
Kilde: CVR

Således er posten “Andre anlæg, driftsmateriel og inventar” vokset fra 57 mio. til 181 mio. kr., mens selskabets leasingforpligtelser på den anden side er steget fra 6 mio. til 58 mio. kr.

Præcis hvad det i årets løb er blevet til af nyanskaffelser hos virksomheden, der har hovedsæde i Hjørring og i alt tæller 11 afdelinger landet over, fremgår dog ikke af årsrapporten.

Ledelsen er heller ikke vendt tilbage på Building Supplys forespørgsel om en kommentar til årets tal.

Klart står det dog, at investeringerne forventes at bære frugt. I indeværende regnskabsår er de nordjyske næser således sat op efter et resultat i niveauet 28-30 mio. kr., svarende til rundt regnet en tyvedobling af det netop præsterede.

Se nøgletal for:
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078