Opgør med siloer og vanetænkning: Arkitektfirma og ingeniører fusionerer

Efter to års tæt samarbejde slår arkitektfirmaet Nordpil Arkitekter og ingeniørvirksomheden Dinri pjalterne sammen og danner et fælles firma med 25 ansatte under navnet Nordpil.
Sammenlægningen sker på ryggen af stigende efterspørgsel på mere helhedsorienterede rådgivningsløsninger, lyder det fra parterne. Nu satser de på at skabe en mere strømlinet byggeproces:
- Byggeriet er præget af siloer og vanetænkning, som medfører naturlige udfordringer, og derfor har vi længe haft en ambition om at forene arkitekturen med ingeniørfaget, siger Kim Pretzmann Olesen, arkitekt og medstifter af Nordpil Arkitekter, i en pressemeddelelse.
- Efter to års samarbejde med Dinri stod det klart, at vi kan tilbyde kortere og mere smidige byggeprocesser ved at samle vores kompetencer, fortsætter han.
Med fusionen udvider Nordpil til Aalborg, mens man beholder de eksisterende kontorer i København og Aarhus.

Arkitektur til brugerne
Virksomheden vil fortsat arbejde med både private, erhvervskunder som bolig- og grundejerforeninger samt offentlige kunder som myndigheder og kommuner.
De nyslåede parter ser det som en grundværdi, at arkitektur og byggeri tager udgangspunkt i dem, der bruger det.
- God arkitektur handler ikke kun om flotte arkitekttegninger, men om at skabe rum, der fungerer i hverdagen og giver værdi til dem, der bor og færdes i dem. Dén vision kommer vi til at have blikket stift rettet på med rådgivning, der hænger sammen fra første arkitektstreg til sidste spadestik, siger Kim Pretzmann Olesen.
Et mål med fusionen er også at gøre det lettere at indtænke grønne løsninger i projekternes indledende faser med omtanke på materialevalg, energiforbrug og ressourceoptimerede konstruktionsprincipper.
- Vi vil gøre op med idéen om, at bæredygtighed er en ekstra omkostning gennem genanvendte materialer og bygninger, der er tilpasset deres omgivelser, siger Salim Nazzal, civilingeniør og partner i Dinri.
Regnskabsår | 2024 | 2023 |
Valuta | mio. DKK | mio. DKK |
Bruttofortjeneste | 10,0 | 6,2 |
Resultat af primær drift | 1,5 | 0,6 |
Resultat før skat | 1,4 | 0,6 |
Årets resultat | 1,1 | 0,5 |
Balancestatus | 5,1 | 2,6 |
Egenkapital | 1,7 | 0,8 |
Antal ansatte | 21 | 14 |
Kilde: CVR |