Flere fyresedler end forventet hos Cowi

Rådgivningskoncernen Cowi har i 2024 gennemført en omfattende omstrukturering, der har haft betydelige konsekvenser for antallet af ansatte. 250 medarbejdere blev afskediget
Det skriver EnergiWatch.
Antallet af fyringer er en stigning i forhold til tidligere udmeldinger om cirka 200, der kom frem i forbindelse med rådgiverens halvårsregnskab i august.
Oprindeligt blev der meldt ud, at endnu færre medarbejdere ville blive berørt. 150 positioner i ind- og udland var beskeden tilbage i april, i forbindelse præsentationen af en større plan om at strømline forretningen.
Omstruktureringen omfattede ikke kun afskedigelser, men også en ændring i virksomhedens struktur.
Farvel til 28 kontorer
Cowi besluttede at nedlægge 28 mindre kontorer, hvilket har påvirket virksomhedens tilstedeværelse i flere regioner. Derudover blev to ledelseslag fjernet.
- Vi har taget nogle barske beslutninger om, hvad vi i virkeligheden har råd til i forhold til ledelsesstillinger og fællesfunktioner. Det var ikke fordi, folk performede dårligt eller ikke var engagerede, men simpelthen fordi, der var brug for færre ledere. Det er menneskeligt set en hård proces for mange af de medarbejdere, som har været igennem svære samtaler. Det er der ingen tvivl om, siger adm. direktør Jens Højgaard Christoffersen til EnergiWatch.
Efter afskedigelserne havde Cowi 7562 ansatte fordelt på kontorer i Skandinavien, Europa, USA, Asien og Mellemøsten.