- Ikke bare ”en almindelig” renovering: Rådgiver vinder opgave med 280 boliger

Nordic Office of Architecture får en central rolle i totalrenoveringen af de karakteristiske lavhuse i Brøndby Strand Parkerne.
Arkitekturen er på én gang rå og meget menneskelig, og vi vil gøre os umage for at kunne bevare alle de fysiske og kulturhistoriske værdier, som byggeriet rummer – samtidig med at vi giver bebyggelsen et tiltrængt løft Britt Nemmøe, partner hos Nordic Office of Architecture
PAB (Postfunktionærernes Andels-Boligforening) har netop udpeget tegnestuen til at være totalrådgiver på renoveringen af 280 lejemål, der blev opført i starten af 1970’erne.
- At finde den rigtige rådgiver er et af de første og vigtige skridt i en lang proces, og vi ser frem til et tæt samarbejde over de næste mange år. Der er stor tillid i at skulle finde en rådgiver til så stor og kompliceret en sag, og vi tror på, at Nordic Office of Architecture kan løfte opgaven og hjælpe os med at styre godt igennem, siger Kai Dinesen, medlem af organisationsbestyrelsen i PAB, i en pressemeddelelse.
Han har desuden været organisationens bindeled i den store udvikling af Brøndby Strand-området, der har været i gang i mange år. Næste led i arbejdet begynder om få dage.
Mere end "en almindelig" renovering
1. marts går rådgiverne i gang med de indledende arbejder og projektering af den omfattende renovering, der inkluderer både bygningernes ydre og indre.
- Det her er ikke bare "en almindelig" renovering, siger Kai Dinesen og fortsætter:
- Først og fremmest er der alle de byggetekniske og arkitektoniske faktorer, der naturligvis skal være helt styr på, men der er også mange menneskehistorier og følelser forbundet med området her.
Der er tale om en totalrenovering af 10 blokke, der på ydersiden skal have nyt tag, nye facader, vinduer og døre, mens lejlighederne skal have skiftet alle tekniske installationer, have nye gulve, nye badeværelser og potentielt også nye køkkener.
Den fysiske renovering forventes at kunne påbegyndes i starten af 2029 og være afsluttet ultimo 2031.
Forskellige træk
PAB administreres til dagligt af boligorganisationsadministrationen FA09, og det er ad den vej, aftalen er kommet i stand.
- Arkitekturen er på én gang rå og meget menneskelig, og vi vil gøre os umage for at kunne bevare alle de fysiske og kulturhistoriske værdier, som byggeriet rummer – samtidig med at vi giver bebyggelsen et tiltrængt løft, udtaler Britt Nemmøe, fagansvarlig partner for almene boliger hos Nordic Office of Architecture Danmark.
En større helhed
Det er ikke kun PAB’s lavhuse, der skal renoveres. Alle lavhusene i Brøndby Strand Parkerne står over for en renovering.
Nordic Office of Architecture er dog udelukkende udpeget af PAB til at være rådgiver for deres lejemål, mens de tre andre boligorganisationer, der ejer de resterende lavhuse, hyrer deres egne rådgivere.
Det vil ligeledes være forskelligt, hvad der skal renoveres i de forskellige boligorganisationers lavhuse.
Renoveringen af lavhusene er en del af den store helhedsplan, som gælder for hele området i Brøndby Strand Parkerne. Udover renoveringen af lavhusene omfatter helhedsplanen også renovering af de tilbagestående syv højhuse samt den nu overståede nedrivning af fem højhuse, der måtte rives ned på grund af for høj PCB-kontaminering.