Debat: Altaner er det mest oversete faremoment i byggeriet
Vi gyser som samfund kollektivt, når det sker. En altan styrter ned, og forbavselsen over, hvordan det dog kunne ske, er stor. Vi så det bl.a. i Aarhus i september.
Men når man arbejder med inspektion af bygninger og meget jævnligt tilstandsvurderer altaner, så er man faktisk mere forbavset over, at det ikke sker oftere, og at problemet ikke bliver taget mere alvorligt, både af branchen og den enkelte boligejer eller boligforening.
Det er umuligt præcist at anslå, hvor mange altaner der er i fare for at styrte ned, for BBR og andre centrale registre har ikke tilstrækkeligt med informationer, men der er tale om mange tusinde. De mange usikre altaner er resultatet af en lang række faktorer og omstændigheder.
En pose meget blandede bolsjer
For det første er altaner enormt komplicerede. Hvis man tror, en altan er en enkel jern- og betonkonstruktion, der på lige så enkelt vis monteres på en væg, tager man fejl. Altaner er sammensat af mange forskellige materialer, er dimensioneret forskelligt, har forskellig kvalitet, bliver eksponeret for forskellige belastninger osv.
Det betyder, at en altan aldrig bare er en altan. Og at der skal mange forskelligartede prøver til, før man ud fra en helhedsvurdering kan sige, om en altan er sikker. Mange tror, at hvis en altan sidder pænt og vinkelret på bygningen, så er den sikker. Men man kan ikke se på en altan udefra, om den er lige ved at styrte ned.
For det andet er der blevet sat altaner op i Danmark de seneste 150 år, og vi har derfor mange gamle altaner, som blev bygget i en tid, hvor kravene var anderledes. Hvis de ikke er blevet renoveret – og renoveret korrekt – så kan de udgøre en fare. Samtidig har vi mange nye altaner, der pga. hastværk, økonomi, manglende indsigt eller arkitektoniske hensyn ikke er udført optimalt. Det er altså 150 års blandede bolsjer, vi har med at gøre.
Som altanejer skal du sikre dig, at din(e) altan(er) er monteret og konstrueret korrekt. Du kan ikke nødvendigvis forvente, at leverandøren har styr på det. Vi har eksempelvis lige lukket for brugen af +100 altaner, der er under to år gamle. Så tro ikke, det kun er noget, der sker på gamle rustne altaner. Det sker også på dem, du fik sat op i går. Tillid er godt, men tredjepartskontrol er nødvendigt.
Brug for skærpet lovgivning
Det er i sagens natur ikke et problem, der kan løses fra den ene dag til den anden, for det involverer mange forskellige parter. Men skal vi starte et sted, så har vi brug for skarpere lovgivning og standarder for, hvordan man etablerer, renoverer og inspicerer altaner.
Det er vigtigt at fastslå, at ansvaret kun ligger hos altanejeren, altså typisk beboeren, hvis altanen falder ned og nogen kommer til skade. Det er der nok ikke mange altanejere, der er opmærksomme på. Det er den enkelte beboer eller boligforening, der risikerer erstatningsansvar og store udgifter til retssager mv., selvom de dårligt kan forventes at have den faglige indsigt, der skal til.
Det kan virke absurd, men det er fastslået af flere retsinstanser, at det er ansvarspådragende for ejeren, hvis noget går galt, og det er der som sagt ikke mange, der ved.
Og der skal meget mere til - både i forhold til lovgivning og ikke mindst kontrol og løbende tilstandsvurdering, hvis altaner skal ophøre med at være det mest oversete faremoment i byggeriet.
