23948sdkhjf

Nyborgensere advares mod at bruge altaner

En stikprøve har vist, at en altan ikke er spændt godt nok fast i tidligere sammenstyrtningstruet bygning

Endnu en kedelig besked er landet i indbakken hos omtrent 100 borgere fra Nyborg.

Torsdag blev de evakueret fra deres hjem på Vesterhavn i Nyborg på grund af risiko for sammenstyrtning.

Evakueringen skyldtes, at kommunen torsdag fik dokumentation for, at de bærende bjælker i parkeringskældrene i de fire bygninger ikke var brandsikrede.

De kom hjem fredag, men lørdag lyder det i en advarsel fra Nyborg Kommune, at beboerne bør undgå at bruge deres altaner.

Advarslen kommer på baggrund af en stikprøvekontrol, der har vist, at en af bygningernes altaner ikke sidder godt nok fast.

Det har fået kommunen til at advare andre beboere mod at bruge deres altaner, indtil omfanget af problemet er tydeligt.

Der er tale om et forsigtighedsprincip, siger leder af byggeteknisk afdeling i Nyborg Kommune Christian Bang Korsgaard i en pressemeddelelse.

- Vi kan desværre konstatere, at der er en lang række forhold, som ikke er i orden. Nu har vi i første omgang håndteret det mest akutte, og næste skridt er at gå grundigt til værks med en række yderligere påbud, siger Christian Bang Korsgaard.

Han fortæller, at der desuden også er indgivet forkerte oplysninger til kommunen.

- Det er alvorligt, og derfor går vi også i gang med at undersøge, om der kan være grundlag for politianmeldelse, siger han.

Selv om stikprøvekontrollen dokumenterer en række problematiske forhold, skal beboerne ikke frygte, at bygningerne skal rømmes igen, siger chef for den forebyggende afdeling i Beredskab Fyn Mikael Enevold.

- Med de tiltag, der allerede er sat i værk, er det, ud fra det brandmæssige, sikkert nok for beboerne at blive boende derhjemme. Men der er ingen tvivl om, at mange af manglerne er alvorlige og bør udbedres straks, siger han.

De berørte adresser er Vesterhavnen 13, 15, 17 og 19.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078