100 mennesker evakueret på grund af nedstyrtningsfare
![](https://image.nordjyske.dk/users/nordjyske/images/121703678.jpg?t%5Bstrip%5D=true&t%5Bcrop%5D%5Bwidth%5D=7000&t%5Bcrop%5D%5Bheight%5D=4667&t%5Bcrop%5D%5Bx%5D=0&t%5Bcrop%5D%5By%5D=0&t%5Bresize%5D%5Bwidth%5D=660&t%5Bresize%5D%5Bheight%5D=440&accessToken=b4f2ffb7e1c86650db0ad7f61451288cc7fc43d5e50202935954b31c58e063b4)
Torsdag aften blev de omkring 100 beboere i fire etageejendomme på Vesterhav i Nyborg evakueret.
Årsagen er, at en gennemgang af bygningerne for fejl og mangler har vist, at de bærende bjælker i parkeringskældrene ikke er brandsikrede. Hele eller dele af bygningerne vil derfor i yderste konsekvens kunne styrte sammen, hvis der opstår brand i den nederste etage.
- Vi ved godt, at det her er voldsomt indgribende overfor beboerne og derfor er det heller ikke en beslutning, vi tager let på. Men som kommune kan og vil vi ikke løbe nogen risiko, når vi står med nogle bygninger, der potentielt kan styrte sammen i tilfælde af brand i kælderen, udtaler kommunaldirektør Tim Jeppesen i en pressemeddelelse.
Beslutningen om at rømme de fire bygninger indtil videre er truffet sammen med Beredskab Fyn.
Nyborg Kommune modtog torsdag eftermiddag dokumentation for, at de bærende bjælker i kælderen ikke er brandsikrede. Det skyldes en konstruktionsfejl, og derfor modtager ejeren også et påbud om, at de bærende bjælker skal brandsikres.
- Vi kan endnu ikke svare på alt, men knokler for at skabe os det bedst mulige overblik over situationen og finde de løsninger, der gør, at beboerne hurtigst muligt kan vende tilbage til deres hjem, siger Tim Jeppesen.