Entreprenør går i jorden for stort boligselskab
Jorton indtager rollen som totalentreprenør på en ny afdeling til Himmerland Boligforening i Godthåb syd for Aalborg. Afdelingen er navngivet Brøndum Gård.
- Den nye afdeling, der består af 24 treværelses boliger på 96 kvadratmeter hver, får hjemme ganske tæt på den industrihistoriske perle Zincks Fabrikker og med tæt tilknytning til den fine natur omkring Guldbækken, fortæller direktør Ole Nielsen, Himmerland Boligforening, i en pressemeddelelse.
Med etableringen af den nye afdeling på Fenris Allé vokser Himmerland Boligforenings boligantal i forstæderne Svenstrup og Godthåb til cirka 650.
- Som et vigtigt led i projektet bliver der etableret et lokalt anlæg til afledning af regnvand. Dette anlæg betjener et stort område i Svenstrup og i det hele taget er der meget fokus på biodiversitet og miljøhensyn, for træ spiller en central rolle i selve byggeriet og tagene bliver forberedt til solceller, siger Ole Nielsen.
Der er forventet indflytning i Brøndum Gård sidst på året.
Projektet er udviklet sammen med ingeniørfirmaet Norconsult og landskabsarkitekterne By+Land og har som skrevet Jorton som totalentreprenør.
Jorton er også boligforeningens entreprenør på et andet boligprojekt, en udbygning af afdelingen Enggården i Skørping mellem Aalborg og Hobro.