Renoverer et stykke danmarkshistorie for 170 millioner
Ribe Domkirke er et velkendt turistmål og nationalt klenodie. Men op mod en kvart million kirkegængere og besøgende har slidt på kirken. Store millionbevillinger har dog åbnet for, at en omfattende restaurering og modernisering af kirkens indre snart kan gå i gang.
Den seneste store restaurering af Ribe Domkirke fandt sted mellem 1883-1904, så det er mere end en hundrede års begivenhed, der nu står for døren. Istandsættelsen har et budget på 169 mio. kr.
- Kirken er et vigtigt vartegn ikke blot i Grænselandet, men for hele Danmark med sin særlige arkitektur og enestående kulturhistoriske værdier. Vi i Fonden ønsker også gerne at kunne bidrage til den vigtige indvendige istandsættelse, der vil ske med respekt for historie og bevaring, men tillige indlemme nye klimaløsninger, udtaler formand for Den A.P. Møllerske Støttefond, Ane Mærsk Mc-Kinney Uggla, i en pressemeddelelse.
Med en bevilling på 100 mio. kr. er Den A.P. Møllerske Støttefond hovedbidragsyder.
Gulvvarme, lydanlæg og belysning
Domkirkens indvendige istandsættelse skal blandt andet omfatte etablering af gulvvarme, både for et mere behageligt indeklima og for at værne om kirkens mange genstande.
Når gulvet brydes op, benyttes lejligheden til at udføre nye arkæologiske udgravninger. Kirken får også et nyt lydanlæg, ligesom belysningen bliver optimeret. Al murværk skal gennemgås og kalkes.
For at energioptimere kommer der vindfang for de store porte og forsatsruder i det omfang, det er muligt. Desuden planlægges en nænsom fornyelse af domkirkens inventar og konservering af det historiske inventar.
Arbejdet med udbud og projektering forventes gennemført i 2025-2026, mens selve byggeriet vil foregå i 2027-2028. Undervejs vil Ribe Domkirke - efter planen i op til 16 måneder - være helt lukket i perioder.
Ribe Domkirkesogns menighedsråd er bygherre, men menighedsrådet står ikke alene med opgaven. Ribe Stiftsøvrighed er projektets øverste myndighed og har kirkekonsulenter samt Kgl. Bygningsinspektør som rådgivere.
Foruden Den A.P. Møllerske Støttefond er andre store bidragsydere Augustinus Fonden, Aage og Johanne Louis-Hansens Fond, som skyder 20 mio. kr. projekter. Samme millionbeløb bidrager Ribe Stift med. De resterende midler søges i blandt andet Kirkeministeriet.