23948sdkhjf

Kingo Karlsen-ejer: Højere afgifter er en god løsning på grønne problemer

Danmark halter på det grønne område. Thomas Kingo Karlsen vil have mere grøn regulering

Med udsigt over Øresund bliver der tænkt grønne tanker. Stort set hele byggeriet, fra bygherre til leverandør, er samlet for at tale om cirkularitet.

- Vi skal være bedre til at forstå det samme, og det er udfordrende, når værdikæden er så stor. Et eksempel er, at der er en generel opfattelse, at genbrug er billigere end nyt. Det er ikke altid tilfældet, siger Thomas Kingo Karlsen, ejer af landets største nedriver Kingo Karlsen. Han er formand for repræsentantskabet, der arrangerer konferencen Circular Build Forum i Helsingør.

Groft sagt er vi i Danmark bedre til at tale om cirkulær økonomi end at få det implementeret. Ifølge den seneste Circularity Gap Report er Danmark blot 4 pct. cirkulært - meget lavere end gennemsnittet. Vender man sig mod Social- og Boligstyrelsen er det blevet fortalt, at kun cirka 10.000 ton af landets byggematerialer er genbrug. Det svarer til 0,17 procent af alle materialer i byggeriet.

Til Circular Build Forum i Helsingør forsøger man at finde veje til at banke tallene langt højere op.

- Skala er meget afgørende. Hvis vi starter i hvert vores hjørne, sker der ikke så meget, siger Thomas Kingo Karlsen.

Tror man på, hvad der bliver sagt på Marienlyst Strandhotel skal betegnelsen nedriver snart på museum.

-Vi skal mere bygge ned end rive ned. Det er en naturlig udvikling i vores fremtid. Vi er faktisk på vej tilbage til, hvor branchen kom fra i 1950’erne, hvor mere blev genbrugt, siger Thomas Kingo Karlsen.

Ny guldalder?

Kingo Karlsen-ejeren ser ikke en cirkulær tankegang som en langsom aflivningen af nedrivningsbranchen - nærmere det modsatte. Dog skal bulldozere og kraner med store metalkugler nok køres i garagen.

- Jeg tror, der bliver behov for flere folk, flere medarbejdere. Det er mandskabskrævende, når du skal bevare materialerne. Så kan du i mange tilfælde ikke bruge de helt store maskiner længere. Vi skal rive ned på en anden måde, siger Thomas Kingo Karlsen.

Fra sommer bliver den selektive nedrivning lovpligtig, og dermed skal byggematerialerne i højere grad sorteres. Det, mener Kingo Karlsen-direktøren, er et skub retningen mod genanvendelse og genbrug.

- Potentialet er stort, men implementeringen er afgørende. Og det kræver gode nedrivningsplaner fra bygherrer og bygherrerådgiver, så vi taler om det samme, siger han.

Lytter man i de knirkende kroge på det gamle strandhotel i Nordsjælland, er der bred enighed om, at der skal stilles flere krav fra toppen fra værdikæden. Udviklingen kommer ikke uden.

Afgifter som løsninger

I England har en stadig voksende afgift på deponi været drivende i udviklingen mod et mere cirkulært samfund, hvor Storbritannien på mange punkter er foran Danmark. Lige nu er afgiften på den anden side af 1.100 kroner pr. ton.

Og landets største nedriver tror på, at regulering på effektiv vis kan skubbe Danmark i en mere cirkulær retning. Og han mener, at det et af håndtagene man burde trække i.

- Jeg tror, at en afgift på uønsket adfærd ville skubbe til udviklingen. Der bør være et større økonomisk incitament i forhold til at vælge de cirkulære løsninger, siger Thomas Kingo Karlsen.

For som han siger:

- Det skal helst ikke være billigere at rive ned og bygge nyt.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094