Boligdirektør stopper efter renoveringsfadæser
Tre store renoveringsprojekter hos boligorganisationen Bo42 til samlet 450 mio. kr. er på vej af sporet, og det har ført til direktørens fratrædelse.
Det skriver DR.
Problemerne fik Bornholms Regionskommune til at truede med at overtage driften af den bornholmske boligorganisation, hvis ikke direktør Ebbe Frank blev suspenderet. Kommunen vurderede, at direktøren havde handlet groft uansvarligt i håndteringen af renoveringsprojekterne, der omfatter over 300 almennyttige boliger.
- I forhold til Bo42 er der tale om, at nogle meget store renoveringsprojekter, som har betydning for mange af selskabets beboere og involveret både eksterne økonomiske bevillinger og leverandører, var gået i stå grundet samarbejdsproblemer, skriver kommunaldirektør i Bornholms Regionskommune, Sine Sunesen, i en mail til DR.
Renoveringsprojekterne, som har været kendetegnet ved problemer med ledelsen, omfatter Nordparken og Søndergården i Rønne samt boliger i Svaneke. Det viser en række bekymringsskrivelser afsendt af Bo42s bygherrerådgiver Kuben fra perioden maj - december 2024.
Rådgiverfirmaet påtaler mangel på erfaringen og ressourcerne til at styre de store projekter, langsomme beslutninger fra ledelsens side samt mangel på nødvendige dokumenter.
Kuben valgte i efteråret at indstille samarbejdet med Bo42.
Ebbe Frank trak sig som direktør 6. januar 2025.