Regioner efterlyser flere penge til oprensning af jordforurening

På 72 grunde rundt om i landet er der mistanke om forurening, der truer overfladevand som søer, åer og havet.
Kort før nytår afsatte miljøminister Magnus Heunicke (S) 54 mio. kr. til, at regionerne over de kommende fire år kan undersøge og oprense grundene.
Men pengene rækker ifølge Danske Regioners næstformand, Mads Duedahl, slet ikke.
Han henviser til, at oprensning af en enkelt grund snildt kan koste mellem 8 og 10 mio. kr. og endda løbe helt op i 50 mio. kr.
- De 54 mio. kr. fordelt over fire år vil derfor kun række til at oprense én gennemsnitlig jordforurening om året, siger han.
Regionerne mener, der bør afsættes 50 mio. kr. om året fremover til formålet.
Det afviser miljøministeren dog. Han henviser i Jyllands-Posten til, at der alene i år er afsat 994 mio. kr. til at håndtere alle typer forureninger, og at det skal række til at løse de opgaver, som regionerne har.
- Jeg lytter selvfølgelig til, hvad de siger, men jeg anerkender ikke et billede af, at vi ikke prioriterer området tilstrækkeligt, siger miljøminister Magnus Heunicke til avisen.
De 994 millioner kroner dækker også opgaver som grundvandssikring, generationsforurening og flere kategorier af jordforureninger.
Nogle opgaver overlapper hinanden. Derfor kan oprensningen af en grund godt være omfattet af flere puljer