Politiet ophæver afspærringer efter ulykke, hvor tømrer omkom
Fyns Politi har ophævet afspærringerne ved den svalegang, der fredag styrtede sammen i Odense. Ulykken kostede en mand livet
Politi og redningfolk arbejder på Munkebjergvænget i Odense hvor en svalegang er styrtet sammen fredag den 24. januar 2025. Tre personer har været involveret i ulykken. En mand fra Fyn har mistet livet i ulykken, mens to andre personer kom til skade. Foto: Thomas Sjørup
Politiet ophævede søndag afspærringer ved en boligblok i Munkebjerg Park i Odense efter en dødsulykke fredag.
En tømrer mistede livet, og to andre blev kvæstet, da en svalegang pludselig kollapsede.
Folk kan igen bevæge sig sikkert rundt i området, lød det fra Fyns Politi i en pressemeddelelse.
I den kommende tid vil undersøgelserne fortsætte, og politiet vil forsøge at afklare, om nogen kan drages til ansvar strafferetligt.
Den omkomne tømrer var ansat i firmaet Færch og Co., og firmaets direktør siger ifølge Ekstra Bladet, at man bestemt ikke mener at have noget ansvar. Han udtrykker stor sorg over den tragiske ulykke.
Flere beboere er blevet genhuset i forbindelse med ulykken.