Vi skal vænne os til upolerede flader indendørs med synlige konstruktioner og installationer som ventilation, vandrør, varme- og kølerør. For vi skal renovere og transformere meget mere, end vi gør i dag.

Med den klimabelastning, nybyggeri har, kan vi ikke blive med at bygge nyt, nyt, nyt!

Det er måske svært at se, hvad en gammel kontorbygning med cellekontorer, dårlig isolering og en nedslidt facade kan transformeres til. Men her er det kun fantasien, der sætter grænser.

Fra kontordomicil til luksushostel

Et godt eksempel fra egne rækker på transformation af netop en kontorbygning er Falcks tidligere kontor- og garageanlæg midt i København, som i dag er omdannet til det moderne hostel Next House Copenhagen med 433 værelser, to grønne tagterrasser, fire barer, en gårdhave og et ministadion.

Udover at bevare bygningens originale betonkonstruktion, der nu fremstår som synlige betonbjælker og søjler, har man valgt at lade alle overflader stå upolerede og ikke alle steder lægge nyt gulv, men blot tyndpudse det eksisterende betondæk. Lofterne er de rå huldæk – undersiden af etageadskillelserne – og stort set al installation er synligt.

Det kan godt lyde lidt råt i udrykket. Men sammen med interiøret, belysning, den nye facade af aluplader og nye vinduer er der kommet et smukt, levende og varmt byggeri ud af denne transformation – bl.a. takket været Kim Utzon Arkitekter og entreprenør Arpe & Kjeldsholm.

Brolagt med barrierer

Lige så givtigt det er at forsøge at bevare, renovere og berige vores eksisterende bygningsmasse, lige så besværligt er det. For denne bæredygtige vej er brolagt med forhindringer for bygherren.

Det skyldes bl.a. at renovering og transformation ifølge Bygningsreglementet oftest skal leve op til de samme krav som nybyggeri – f.eks. med hensyn til energiforbrug og brandkrav. Heldigvis er man lige nu i gang med at revidere BR18, så reglementet i højere grad imødekommer forholdene for eksisterende bygninger.

Det er også en udfordring for bygherren at kunne renovere med et kvalitetsstempel, da de selv står med ansvaret og garantien for de genanvendte byggematerialer. Dertil kommer, at det kan være svært at finde opbevaringsplads til de byggematerialer, man river ned til senere brug.

Vælger man alligevel som bygherre at renovere en bygning, er det også svært at rive nænsomt ned, så man tager hensyn til, at noget af materialet skal genbruges. Det nemmeste er bare at rive det hele ned på én gang.

Lokalplaner og æstetik som benspænd

En anden forhindring er lokalplaner, der især kan spænde ben, når man ønsker at ændre en bygning fra ét formål til et andet.

Desuden vægter de æstetiske hensyn for visse gamle bygninger højt – f.eks. i en storby som København – hvorfor det ofte er svært at få lov til at isolere uden på facaden. En løsning, der er bedre end at isolere ydermuren indefra, da isoleringen let kan blive gennemhullet, når man efterfølgende hænger ting op på væggen.

Pisk, gulerod og lovgivning

For at fremme renovering og transformation af bygninger ville det mest optimale være, at det i udgangspunktet var forbudt at rive en bygning ned, medmindre man kan påvise, at det ikke giver mening at bevare den, fordi bygningen er belastet af for mange skadelige stoffer som f.eks. asbest eller PCB, der for sidstnævnte kan vandre helt ind i de bærende konstruktioner.

En gulerod kunne være økonomisk støtte til en bygherre, der ønsker at renovere eller transformere og genbruge byggematerialerne. En nedrivningsafgift kunne derimod være en pisk for at motivere bygherren til ikke at rive ned og bygge nyt.

Vigtigst af alt er nok, at vi alle sammen skal gøre en indsats for at ændre vores mindset, så vi ikke synes, at alt skal være nyt og poleret, men gerne må være genbrugt og upoleret. Kun på den måde kan vi nedbringe klimabelastningen i byggeriet.