11 vigtige priser: I aften fejrer vi sammen byggeriet
Der er fuld gang i de allersidste forberedelser til Building Awards 2024, der i aften afholdes i 'The Plant'.
Langs fodboldbanerne på Kløvermarken, hvor talrige uopdagede talenter huserer om sommeren, dækker Licitationen i den tidligere fabriksbygning op til årets store fejring af byggebranchen.
Det er den syvende udgave af Building Awards, hvor 'byggeriets dagblad' og en række partnere kårer rollemodellerne i bygge- og anlægsbranchen med en gallafest og prisoverrækkelser.
Adm. direktør i Nordiske Medier, Jesper Hansen, ser frem til at hylde nogle af branchens bedste med Cecilie Beck som konferencier.
- Byggebranchen er blandt de vigtigste og mest spændende brancher i Danmark, og vi glæder os til at kunne fejre aktørerne i aften med en stor gallafest. Det fortjener de mange virksomheder, siger Jesper Hansen, som selv vil være at finde blandt de ca. 350 deltagere i aften.
Building Awards er en festdag for byggebranchen, hvis dagsordener og strategier tydeligt afspejler sig i de projekter, der bliver nomineret, nemlig bæredygtighed, grøn omstilling og innovativ klimahåndtering.
Der vil i aften være i alt 11 prisuddelinger, heraf fire nye: Den Grønne Pris, Leverandørprisen, Arkitektprisen og Bygge- og anlægslederprisen.
Begreber som CO2-reducering, LAR-løsninger og opgør med byggeriets silotænkning vil igen i år få en del plads ved Building Awards, der får ekstra tyngde og vægt i kraft af det gode samarbejde med ikke mindst Bygherreforeningen og Boligfonden Kuben.
- Der er nok mange i Danmark, som ser byggebranchen som værende lidt til den konservative side, men vi ser heldigvis masser af innovation og nytænkning i branchen. I aften får vi en kærkommen lejlighed for at markere det samt løse tøjlerne og give hinanden et velfortjent klap på skulderne, siger Jesper Hansen.
Se billeder fra sidste års fest nedenfor.
Mød vinderne fra Building Awards 2023
Artiklen er en del af temaet Building Awards 2024.