23948sdkhjf

Byggefirmaejer og stilladsarbejder fængslet for voldtægt

En kvinde blev angiveligt voldtaget af to mænd, mens hun var påvirket af medicin og alkohol

Bedøvet af medicin og alkohol blev en kvinde natten til fredag angiveligt udsat for et seksuelt overgreb begået af to mænd. Mændene er anholdt og er lørdag blevet stillet for en dommer i dommervagten i Københavns Byret.

Mændene er sigtet efter straffelovens voldtægtsbestemmelse for på en adresse på Amager at have haft et seksuelt forhold til kvinden uden hendes samtykke, idet hun var påvirket.

En efter en bliver de to mænd ført ind i retssalen. De er begge sidst i 30'erne, høje, slanke og skaldede. De har synlige tatoveringer på arme og hals og er begge iført cowboyshorts.

Ritzaus research viser, at der er tale om en indehaver af et mindre byggefirma og en stilladsarbejder. Kvindens alder er ikke blevet oplyst.

Efter begæring fra deres forsvarsadvokater, Mikkel Holm Nielsen og Lone Refshammer valgte dommeren at nedlægge navneforbud, for så vidt angår mændene. Det betyder, at det vil være strafbart at bringe yderligere oplysninger, som vil røbe deres identitet.

Hvorledes de to forholder sig til politiets voldtægtssigtelse, er ikke oplyst. Rettens dommer valgte nemlig efter begæring fra sagens anklager, Jack Hurup, at lukke dørene til retsmødet.

Offentligheden har dermed ikke mulighed for at blive bekendt med de oplysninger, som politiet har i sagen.

Dommeren begrundede dørlukningen dels i hensynet til sagens offer og dels i hensynet til politiets videre efterforskning af sagen.

Efter at have hørt Jack Hurup fremlægge politiets dokumentation samt de to mænds forklaringer i sagen valgte dommeren at varetægtsfængsle mændene i foreløbig 25 dage.

Dommeren vurderede, at mistanken mod mændene er tilstrækkeligt begrundet og, at de på fri fod ville kunne forstyrre politiets efterforskning. Derfor blev de fængslet.

Den ene valgte på stedet at kære den afgørelse til Østre Landsret, mens den anden overvejer, om han vil kære.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.187