Aarhus-drengen udviklede Aarhusgade - nu er han Københavns nye stadsarkitekt
Selvom det er sommer, niver blæsten i kinderne herude. Man kan dufte vandet. Et par mænd tager springet og daffer hurtigt tilbage ind i saunaen ved havnebadet.
Modigt! Men det ville nok være lidt for koldt til ham i dag, fortæller Lars Jensen, mens vi smalltalker.
Lars Jensen. Ringer navnet en klokke?
Måske ikke - endnu. Men Lars Jensen skal være Københavns nye stadsarkitekt – og han har gennem mange år sat sit præg på særligt én del af byen.
- Hvis du skulle sætte én titel på mig som rådgiver, skulle det være byarkitekt. Jeg synes, det beskriver mig og mit arbejde rigtigt godt, siger han.
Vi mødte den nye stadsarkitekt i løbet af sommeren - før han havde sin første officielle dag i jobbet den 2. september - hvor vi bad ham vise rundt i Aarhusgadekvarteret i den Københavnske Nordhavn, hvis udvikling han har været dybt involveret i – som byarkitekt.
Blå bog: Lars Jensen
- Født 1975
- Vokset op i Egå nord for Aarhus
- Uddannet arkitekt fra Aarhus Arkitektskole i 2001
- Ansat hos Sleth Arkitekter fra 2009
- Bosat i Sundby på Amager
- Gift med Naja og far til tre drenge
- Hobby-håndværker i eget hus på Bornholm
- Utroligt glad for at lave mad – hvert år prøver han at dyrke et nyt tema indenfor madkundskaben. I 2024 har det været kebab.
Et utilgængeligt område
Lars Jensen blev ansat hos Sleth Arkitekter til at arbejde med projektet i 2009. I mange år havde det været et toldområde; Nordre Frihavn.
- Det hele var indhegnet – bogstaveligt talt. Det var meget utilgængeligt for folk, der ikke havde et ærinde, fortæller han, mens vi står for foden af to gamle cementsiloer på Göteborg Plads, der i dag huser højtprofilerede virksomheder.
Den kommende stadsarkitekts arme flyver rundt, mens han forklarer:
- Dengang var der en stor, åben plads. Der var en lille forladt villa, der tidligere fungerede som en portvagt til cementsiloerne. Der lå et anlæg med tanke til brændselsolie. Et lavt pakhus. Nogle blikskure. Enkelte andre bygninger. Og så fire store siloer, siger han og kigger op.
Nogle af de gamle blikskure, der var slidt ned, måtte lade livet.
- Vi havde faktisk fokus på at bevare så meget, som vi kunne. Men man skal jo ikke bare bevare, alene med det formål at bevare. Der skal være en funktion og den rette kvalitet, så det giver mening, siger han.
Blandt de bevarede elementer tæller – ja – siloerne. Men der er også en masse, der ikke er blevet stående, men som på en eller anden måde er tænkt ind i området.
Et specielt flisesystem
Et godt eksempel på havnens æstetiske genbrug: belægning.
- Vi ville gerne kunne fortælle historien om kvarteret i belægningerne, siger Lars Jensen.
Vi ville gerne kunne fortælle historien om kvarteret i belægningerne
Betonen, som udgør den største del af belægningen i kvarteret, er specifikt flisesystem, der er udviklet til kvarteret. Det tæller fra helt små betonfliser til store flader, der er støbt på stedet.
Noget af det, der har kendetegnet havnen, har været sammenhængende flader, hvorpå man kunne trille tunge ting rundt. Et slags udendørs industrigulv, forklarer Lars Jensen.
Den ledelinje, der er til svagtseende og blinde, er lavet i støbejern og har en rusten stålfarve. Det har lysmasterne også.
- Det handler jo om, at stål var et materiale, vi så meget af herude i gamle dage, siger han.
Men selvom der ikke har været en ledelinje i “gamle dage”, er der stadig komponenter, der er genbrugt direkte.
- Nogle af brostenene er nok dem, der rent faktisk var herude. Andre er nye. Det er ikke 1:1 genbrug, men det er genbrug af æstetikken og nyfortolkning af materialerne.
Labyrinten og den åbne gade
- Vi går herned.
Han drejer mod højre og styrer ind mellem to bygninger.
Jeg kan faktisk ikke rigtigt finde rundt herude.
- Ved du hvad? Det ser jeg som et positivt tegn, griner han.
Vi går til højre, så lidt til venstre.
- Vi har faktisk forsøgt at skabe en lidt labyrintisk stemning herude. Altså, det er ikke fordi, det skal være umuligt at finde rundt, men man må godt blive overrasket, når man drejer om hjørnet.
Pludselig står vi og skuer ned ad Aarhusgade.
Lars Jensen sætter en hånd op for øjnene, mens han med den anden peger langt ned ad gaden. Først tror journalisten, han peger på himlen.
- Kan du se de træer derude?
Ja.
Det er Fælledparken, forklarer han.
Ja, for enden af Aarhusgade kan man se trætoppene fra Fælledparken, mere end en kilometer væk. Det er en sjældenhed at kunne se så langt i byen.
- Det var meget intentionelt. Den skulle simpelthen bare bevares, den gade. Der er noget med at kunne se langt - se på tværs mellem Østerbro og Nordhavn. Den visuelle forbindelse er så vigtig – ligesom den fysiske. Det handler om åbenhed og synlighed, og det er en modsætning til alt det, havnen var førhen; en lukket og utilgængelig zone i byen, siger Lars Jensen.
Bag os står en af de store kornsiloer, der er omdannet til beboelse, og den kilometerlange gade må bøje af. Der er dannet en lille plads; Hamborg Plads.
En fejl i systemet
Og faktisk er netop hér et ret signifikant sted, der voldte store udfordringer under planlægningen af projektet.
- Fra den her linje og hele vejen ud til Nordhavnstippen følger alle bygninger, veje og matrikelskel stort set uden undtagelse den her retning. Der er ikke en eneste bygning, der ligger "skævt" på, siger Lars Jensen og viser med hele sin krop, hvordan bygningerne vender.
Og, siger han og peger en rustfarvet rist i betonen på Hamborg Plads
- Lige dér er stedet, hvor de to retninger mødes.
- Man kan vel sige, det er en fejl i systemet. Vi har så bare besluttet os for at dyrke den fejl helt vildt meget.
I midten af den asymmetriske plads rejser sig en rustfarvet kant sig fra fliseunderlaget og bryder betonen med planter og træer. En revne i betonen, en dyrket fejl i systemet.
Da gruppen skulle lave Aarhusgadekvarteret, stod de med en fysisk model i skumklodser.
- Jeg tror, vi rykkede dem frem og tilbage i 15 måneder, siger han.
- Lige præcis dén der trekant voldte os store problemer, siger han og peger på nogle bygninger, der står i skellet mellem de to retninger.
Hvorfor?
- Jamen, fordi vi jo skulle finde ud af noget, der ikke var... firkantet. Noget der brød havnens system – og den logik, der ligger i det system. Det var noget særligt – og det krævede en særlig omhu.
Heldigvis har Lars Jensen ikke noget imod en udfordring.
- Jeg kan faktisk godt lide de der benspænd. Det var skideskægt at lave det der, for så skulle man virkelig finde på noget.
Ser rødt
Vi går ned ad Aarhusgade, der ikke bare lægger navn til kvarteret men også føles som en slags hovedgade i området.
Det første, man lægger mærke til, er farverne. Eller rettere: Farven. Rød.
- Den røde farve i Århusgadekvarteret har vi taget med os fra de gamle bygninger. Alle de lave bygninger er røde – på hver deres måde. Alt er rødt. Selv kranen er rød! Prøv lige at se det.
Han kigger på fotojournalisten Tilde og udbryder: – Tag lige et billede af den røde kran der. Den er for fed.
Vi aftaler at mødes ved Rådhuspladsen
Vi skal ind og se, hvor Lars Jensen boede, da han som ung flyttede til København. Jeg tager metroen, han vil helst cykle.
- Jeg bruger min cykel til at komme rundt i byen hele tiden; til arbejde, til møder, til børnenes skole, til indkøb.
Det er for det meste gået godt – lige med undtagelse af et uheld for et par år siden. Og han knytter gerne lige en kommentar til det med sikkerheden:
- Brug cykelhjelm! Den nye stadsarkitekt opfordrer alle til at køre med cykelhjelm. Det må du gerne skrive.
