Anklager om bestikkelse i Forsvaret: Købte køkken og hvidevarer
En spektakulær sag om mandatsvig og bestikkelse afgøres i denne uge.
Vestre Landsret behandler mandag en ankesag mod en tidligere kontorchef i Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse, FES, samt tre leverandører. Dommen ventes at falde på onsdag.
Alle tiltalte blev frikendt af byretten i Holstebro tilbage i maj 2023.
Ankesagen tager sit udgangspunkt i henvendelser fra whistlebloweren Karsten Hamborg Ravnsgaard, der arbejdede som revisor for en elektriker. Efter at være stødt på en række mistænkelige bilag kontaktede han i sidste ende Rigsrevisionen.
Henvendelsen endte med, at der blev rejst tiltale for mandatsvig og passiv bestikkelse mod en projektleder og en kontorchef i FES. Disse var tiltalt for at have modtaget genstande betalt med Forsvarets penge til privat brug i en periode mellem 2014 og 2019.
Projektlederen blev senere syg, og denne sag blev derfor udskilt.
Ifølge tiltalen var forholdene mulige som følge af systematisk overfakturering. De tiltalte havde i samarbejde med leverandører omplaceret pengene som tilgodehavender hos leverandørerne - en såkaldt skyggekonto.
De tre leverandører til Forsvaret var tiltalte for aktiv bestikkelse og mandatsvig, og til dels forsøg, lyder det i dommen fra byretten. Ifølge anklagemyndigheden stillede leverandørerne skyggekonti til rådighed, som de to medarbejdere i FES skjulte for Forsvaret og den interne revision.
Ifølge dommen fra maj 2023, hvor samtlige altså blev frikendt, var finten blandt andet mulig som følge af manglende funktionsadskillelse. Samtidig var der et ledelsesmæssig pres for at få bevillinger brugt, derfor accepterede man forudbetalinger for opgaver, som første kunne laves senere.
De tiltalte havde, ifølge anklagerne, brugt penge til at købe et privat køkken, en markise samt hvidevarer til eget forbrug. Dette fandt byretten ikke var tilstrækkeligt bevist, selv om man fandt en række transaktioner for 'påfaldende', som det lyder i dommen.
To års fængsel
Sagen kommer oven i anden sag, hvor en anden tidligere ansat i FES, fik udbygget og renoveret sit hus for Forsvarets penge. Dette skete i samarbejde med en tidligere ansat i Kemp & Lauritzen.
Vestre Landsret i Viborg idømt i februar 2022 den 36-årige mand to års fængsel for at modtage bestikkelse, men den ansatte i installationsvirksomheden fik 2,5 års fængsel for bestikkelse og mandatsvig af særlig grov karakter.
Ifølge DR var der navnesammenfald i sagerne, som i sig selv var uafhængige af hinanden.
Rigsrevisionen undersøgte i 2019 indkøb i FES. Undersøgelsen endte med, at Statsrevisorerne skarpt kritiserede Forsvarets indkøb på vedligeholdelsesområdet, der var forvaltet "i strid med gældende regnskabsregler" og ikke levede op til helt basale krav om registrering, dokumentation og kontrol af indkøb.
Rigsrevisionen gennemgik blandt andet 64 vedligeholdelsesprojekter, hvilket afslørede basale fejl og mangler i 54 af projekterne, herunder manglende funktionsadskillelse, mangelfulde forretningsgange og mangel på intern kontrol.
"Konsekvensen er høj risiko for fejl og svig i forbindelse med indkøb på vedligeholdelsesområdet, som Forsvarsministeriet ikke efterfølgende kan opdage, lød det blandt andet i rapporten.