23948sdkhjf

Forsøger sig igen: Rammeaftale kan stige til 600 millioner kroner

Rammeaftalen er fordelt på syv fagområder. På hvert felt kommer en håndfuld firmaer i spil til de mange opgaver

Håndværksfirmaer i forskellige brancher og skiftende størrelser kan godt finde tilbudsblok og blyant frem.

Københavns Kommune er nemlig på banen med genudbuddet af den eksisterende rammeaftale om håndværkerydelser til drift og vedligehold inden for forskellige fagentrepriser.

Det fremgår af Projektagenten, Licitationens søsterportal til overvågning af udbud og projekter.

Rammeaftale dækker syv forskellige fagentrepriser, maler, murer, tømrer, el-installation, VVS og blikkenslager, gulvbelægning samt glarmester. Og der er lagt op til, at rigtig mange firmaer kan komme til fadet. 

Planen er således at indgå fem delkontrakter for hver fagentreprise, og de fem delaftaler udgør tilsammen en samlet rammeaftale.

Økonomisk er der udsigt til en større, kommunal udskrivning. 

Ekstra 160 millioner

Værdien af rammeaftalen vurderes samlet at ligge på 440 mio. kr. ekskl. moms. Bygherre kan dog øge det med samlet 160 mio. kr., så rammeaftalens maksimale værdi løber op i 600 mio. kr. ekskl. moms.

Hvor meget de enkelte faggruppen kan forvente at hente på den store rammeaftale, varierer meget. 

Eksempelvis er den anslåede værdi af delkontrakten på tømrerarbejder sat til mellem 95 og 129 mio. kr., delkontrakten for el-installationsarbejder ventes at ligge i intervallet 105-155 mio. kr., og værdier for glarmesterarbejdet vurdere til mellem 32 og 46 mio. kr. 

Den nye rammeaftale træder i kraft i januar 2025. Varigheden af rammeaftalen er dog ikke mejslet i sten. 

Samarbejdet med de mange håndværksfirmaer forventes at løbe i to år, men det kan ende med det dobbelte, idet Københavns Kommune ad to omgange kan forlænge aftalen med et år.

Firmaer, som er fristet af muligheden for at fingre i opgaverne, har frist frem til 30. september 2024 til at afgive deres tilbud.

Se nøgletal for:
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11