Sweco runder milepæl og sætter indtjeningsrekord
Efter et første kvartal der bød på 23 pct. toplinjefremgang i Sweco Danmark, blev der i årets andet skruet yderligere op for farten.
Sammenligner man med andet kvartal af 2023, kan den rådgivende ingeniørvirksomhed denne gang bryste sig af en omsætningsvækst på hele 37 pct., og samlet set har halvåret resulteret i en toplinje på 1,2 mia. kr. svarende til en vækst på 30 pct. Desuden fremhæves EBITDA-marginen på 13,4 pct., der er rekordhøj og mere præcist 1,1 procentpoint bedre end i 2023.
I en pressemeddelelse om de dugfriske tal tilskrives fremgangen både organisk vækst og strategiske opkøb, og ifølge adm. direktør Dariush Rezai bekræfter resultaterne, at Sweco gennem en årrække har skabt et solidt fundament for vækst og kompetenceopbygning.
- Vores evne til at forstå og imødekomme vores kunders behov sammen med vores markedsledende tværfaglige rådgivning og lokale forankring er drivkraften i vores udvikling, siger han.
Ligeledes glæder Sweco Danmark-direktøren sig over, at virksomheden i maj krydsede en milepæl, da medarbejder nummer 2.000 blev ansat.
- Vi øger hele tiden vores samlede kompetenceniveau, så vi sammen med vores kunder i alle henseender er blandt de mest bidragende rådgivere i den grønne omstilling. Vores positive udvikling betyder, at vi fortsætter med at rekruttere til alle vores forretningsområder, siger Dariush Rezai.
Stor opgave for Forsvaret
Et af andet kvartals højdepunkter var indgåelsen af en rammeaftale med Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse.
Som strategisk bygherrerådgiver skal Sweco bidrage til at sikre en rød tråd i de kommende strategiske indsatser på tværs af Forsvarets forskellige bygningstyper. Bygninger, der er fordelt på over 500 lokationer i Danmark, på Færøerne og i Grønland, og som spænder fra topmoderne bygninger som redningsstationen i Skagen til dansk kulturarv som Kastellet.
Projektydelserne omfatter bygherrerådgivning samt ydelser inden for bæredygtighed, arbejdsmiljøkoordinering og ejendomsporteføljerådgivning. Samarbejdet løber i fire år fra maj 2024 med en forventet budgetramme på 160 mio. kr. og en maksramme på 240 mio. kr.