Aarsleff-selskab vinder projekt til knap en halv milliard kroner
Når det omfattende byggeprojekt Generationernes Hus skal opføres i Nivå, bliver det med Hansson & Knudsen som totalentreprenører på projektet.
Ifølge Projektagenten, Licitationens søsterportal til overvågning af udbud og projekter, har projektet en anslået entreprisesum på 470 mio. kr.
Hansson & Knudsen vandt udbuddet foran Nordstern, MT Højgaard og NCC Danmark.
- Denne dag har vi alle – og især Nivås borgere – ventet meget længe på. Men nu har vi endeligt alt det formelle på plads, og snart skyder de nye flotte bygninger op, siger borgmester i Fredensborg Kommune, Thomas Lykke Pedersen (S), i en pressemeddelelse.
Han tilføjer, at Generationernes Hus er bygget med bæredygtighed for øje.
- Byggeriet opføres efter DGNB Guld-standarden for bæredygtigt byggeri – ligesom vi allerede genbruger mest muligt fra den nu nedrevne skole. Det gælder både inventar og materialer, lyder det videre.
Generationernes Hus kommer til at bestå af en ny firesporet skole, en SFO, en ny idrætshal samt en udvidelse og renovering af det nuværende bibliotek.
Byggeriet skal efter planen påbegyndes i november 2024, mens det hele ventes at stå færdigt i sommeren 2027.