Udskudt kontrakt og ny chef: Uklar tidsplan for kæmpe stadionbyggeri
Det skulle egentlig stå færdigt om to år.
Men en foldboldfest ser ud til at have lange udsiger, for AGF-stadionet i Kongelunden i Aarhus bliver nok forsinket. Entreprisekontrakten er nemlig ikke underskrevet.
Det skriver Århus Stiftstidende.
Den politiske styregruppe tilknyttet stadion-projektet skulle have godkendt en endelig entreprisekontrakt med A. Enggaard i fredags, men punktet blev udskudt, og man forventer først at kunne behandle det om tre-fire måneder, erfarer Århus Stiftstidende.
Uden den endelige entreprisekontrakt mangler projektet også en endelig tidsplan.
Og det er ikke kun den nye tidshorisont for entreprisekontrakten, der er nyt for sportsfaciliteterne i Kongelunden i dag. Aarhus Kommune ansætter også en ny projektchef i form af Lone Dannerby Poulsen, der tiltræder posten 1. august. Hun skal stå i spidsen for Kongelundens sekretariat bestående af otte medarbejdere.
Blød jord og dyrt stadion
Allerede i januar kom det frem, at regningen for det nye stadion var reguleret til 741 mio. kr. Oprindeligt lød prisen på 650 mio. kr.
Få uger senere mødte stadionet endnu en udfordring, da det blev annonceret, at arbejdet med at stabilisere de eksisterende stadionbygninger, der delvist skal blive stående, er mere besværligt og tidskrævende end først antaget. Dele af det gamle stadion står nemlig på ikke-bæredygtig jord.
Og det var ikke første gang, en forsinkelse meldte sin ankomst. Oprindeligt skulle stadionet faktisk have været færdigt i 2025. Det blev dog justeret til 2026 allerede tilbage i 2021.
Fodboldklubben AGF spiller sine hjemmekampe på det nuværende stadion i hele 2024, mens både nedrivningen af hovedtribunen og sikringen af jordbundsforholdene står på. Derefter flytter klubben midlertidigt sine kampe til Vejlby.
Det nye stadion er tegnet af Zaha Hadid Architects fra London og får plads til 22.000 siddende tilskuere og op til 24.000 tilskuere i alt. A. Enggaard er hovedentreprenør på projektet.